Demens
Demens er en kort, samlet betegnelse for en række sygdomme, som svækker de kognitive funktioner i menneskets hjerne. Sundhedsstyrelsen har udgivet en række håndbøger og anbefalinger til at sikre trivsel, pleje, behandling og omsorg for mennesker med demens, fx i ældreplejen.
Formålet er her at inspirere til det social- og sundhedsfaglige arbejde med at sikre trivsel, behandling, pleje og omsorg, der er baseret på viden og erfaringer om, hvad der giver mening for mennesker med demens og deres pårørende. Sundhedsstyrelsen arbejder desuden med at udmønte forskellige initiativer i handlingsplaner for demensområdet.
Demens skyldes altid sygdom og er ikke en naturlig følge at blive ældre. Risikoen for at få demens stiger dog med alderen.
Vi anslår, at der i Danmark er ca. 100.000 mennesker på 65 år og derover, som lever med en demens-sygdom. Derudover er der ca. 3.000 mennesker under 65 år, der har en demensdiagnose. Med flere ældre i befolkningen kan tallene fremskrives til, at der i 2040 vil være mere end 145.000 mennesker, der lever med en demensdiagnose.
Der findes mere end 200 forskellige sygdomme, der kan føre til demens og kognitive forstyrrelser, herunder Alzheimers sygdom som den mest almindelige årsag. Demens påvirker hjernen, så den ikke kan udføre sine funktioner, hvilket fører til problemer med blandt andet hukommelse, sprog og færdigheder i dagligdagens gøremål. Alle mennesker med demens kan dog leve et godt liv, og det danske sundhedsvæsen samarbejder med flere organisationer om at sikre tryghed og trivsel for de ramte og deres pårørende.