Nærsundhedsplaner
Hvert sundhedsråd skal udarbejde en nærsundhedsplan, der beskriver, hvordan det nære sundhedsvæsen skal udvikles og udbygges. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en vejledning til sundhedsrådenes arbejde med planerne.
Hvad er en nærsundhedsplan?
Nærsundhedsplanen er sundhedsrådets overordnede politiske og strategiske redskab. Nærsundhedsplanen skal omsætte den fælles strategiske retning i sundhedsrådet i forhold til lokal omstilling og udbygning af det nære sundhedsvæsen. Det skal blandt andet bidrage til, at flere borgere kan få behandling og hjælp tættere på deres hverdag og opleve bedre sammenhæng mellem tilbuddene.
Nærsundhedsplanen skal indeholde:
• Mål for omstilling og udbygning af det nære sundhedsvæsen på det regionale sundhedsområde, som understøtter nationale mål for sundhedsvæsenet og lokale behov.
• Beskrivelser af den lokale planlægning af regionale sundhedsopgaver indenfor sundhedsrådets geografisk afgrænsede område.
• Beskrivelser af regionalt samarbejde med og understøttelse af kommunale tilbud og indsatser på sundhedsområdet og områder, som relaterer sig til sundhedsområdet.
Nærsundhedsplanen skal tage udgangspunkt i befolkningens sundhed og behov i lokalområdet. Den skal samtidig tage afsæt i den nationale sundhedsplan og være i overensstemmelse med den regionale sundhedsplan.
Hvem udarbejder nærsundhedsplanerne?
Hvert af de 17 sundhedsråd skal udarbejde en nærsundhedsplan for sit eget geografiske område. Sundhedsrådene består af folkevalgte medlemmer fra regionsrådet og folkevalgte medlemmer, der er udpeget blandt kommunalbestyrelsens medlemmer i de kommuner, der indgår i sundhedsrådets geografiske område.
Regionsrådene har det overordnede ansvar for, at nærsundhedsplanerne bliver vedtaget.
Hvornår skal nærsundhedsplanerne være klar?
De første nærsundhedsplaner skal være vedtaget senest den 1. juni 2027.
Herefter skal nærsundhedsplanerne vedtages senest i regionsrådets funktionsperiodes andet år.
Nærsundhedsplanerne skal forelægges Sundhedsstyrelsen til rådgivning, inden de vedtages. Regionsrådene har ansvar for at indsende planerne til Sundhedsstyrelsen senest den 1. april i regionsrådets funktionsperiodes andet år.
Vejledning om nærsundhedsplaner
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en vejledning til sundhedsrådenes arbejde med nærsundhedsplanerne. Vejledningen beskriver, hvordan sundhedsrådene kan udarbejde planerne inden for de krav og rammer, der er fastsat i bekendtgørelsen om nærsundhedsplaner.
Vejledningen gennemgår blandt andet:
nærsundhedsplanens formål og grundlag
krav og anbefalinger til planens indhold
udarbejdelse og vedtagelse af planen
opfølgning på planen
Vejledningen henvender sig især til politikere og sundhedsplanlæggere i regioner og kommuner samt andre aktører, der er involveret i arbejdet med nærsundhedsplanerne.
Læs Vejledning om nærsundhedsplan
De overordnede krav til nærsundhedsplanerne er fastsat i bekendtgørelsen om nærsundhedsplaner, som danner grundlag for Sundhedsstyrelsens vejledning.
Læs Bekendtgørelse om nærsundhedsplan
Sundhedsstyrelsens rådgivning om nærsundhedsplaner
Sundhedsstyrelsen rådgiver regionerne om nærsundhedsplanerne, inden planerne vedtages. Rådgivningen omfatter blandt andet planernes indhold, herunder om de er i overensstemmelse med den nationale sundhedsplan og bekendtgørelsen om nærsundhedsplaner. Sundhedsstyrelsen rådgiver også om fortolkning af lovgrundlaget og spørgsmål til vejledningen.
Kontakt til Sundhedsstyrelsen
Har du spørgsmål til vejledningen eller Sundhedsstyrelsens rådgivning om nærsundhedsplaner, kan du kontakte enheden National sundhedsplan og folkesundhedslov på NASPSST@sst.dk
Sundhedsstyrelsens arbejde med sundhedsreformen
Nærsundhedsplanerne er en del af sundhedsreformen. Sundhedsstyrelsen arbejder med flere initiativer i forbindelse med reformen, blandt andet den nationale sundhedsplan, pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom og tværgående kvalitetsstandarder.