Gå til hovedindhold

E-læring klæder nye medarbejdere på til omsorg i ældreplejen

Klæd nye eller ikke-faglærte medarbejdere på med denne introduktion til omsorg i ældrepleje med ny e-læring – eller brug det til at sætte gang i fælles refleksioner om omsorgsarbejdet hos erfarne medarbejdere.

Vi ved, at nye medarbejdere i ældreplejen kan føle sig på bar bund i starten, når de skal yde omsorg for borgere. Men omsorg er en faglighed, der kan læres, trænes, og udvikles.

Videnscenter for ældrepleje har udviklet et e-læringskursus ved navn Omsorg i praksis, der giver dine nye medarbejdere en introduktion til og en fælles forståelse af, hvad professionel omsorg indebærer. Kurset henvender sig både til nye medarbejdere på plejecentre, i hjemmeplejen, på akutpladser og inden for rehabilitering, og uanset om de har en relevant uddannelse eller ej.

Kurset kan fx bruges i forbindelse med oplæring og modtagelse af nye medarbejdere på arbejdspladsen.

Det handler e-læringskurset om

E-læringskurset bidrager til at nye medarbejdere i ældreplejen får:

  • kendskab til de opgaver og roller, man har som medarbejder i ældreplejen

  • grundlæggende viden om at skabe gode og professionelle relationer og forstå, hvorfor relationen er vigtig for kvaliteten i arbejdet

  • forståelse for borgerens perspektiv og forskellighed, herunder at møde borgeren med åbenhed og nysgerrighed

  • redskaber til at forstå borgerens adfærd og kommunikation samt bevidsthed om, hvordan medarbejdernes eget sprog og egne handlinger påvirker trivslen og kvaliteten i indsatsen.

Det tager ca. 20 minutter at gennemføre kurset. For at få mest ud af kurset som ny i ældreplejen er det en fordel at sætte flere medarbejdere til at tage modulet samtidig, så de løbende kan tale sammen om kursets indhold.



Arbejdet i ældreplejen