Kom med til læringskonference: En ældrepleje i forandring
Den 21. oktober samler Videnscenter for ældrepleje 400 nøglemedarbejdere, ledere og konsulenter fra hele landet til en læringskonference om arbejdet med ældreloven. Her gør vi status over de første erfaringer: Hvad er lykkedes, hvad er fortsat svært, og hvad skal der til for at føre lovens ambitioner ud i livet? Det er gratis at deltage – og du kan tilmelde dig fra i dag.
Ældreplejen er under hastig forandring i disse år, og arbejdet med at omsætte ældrelovens værdier til praksis er i gang i alle landets kommuner. På læringskonferencen ”En ældrepleje i forandring” i Kolding får du ikke kun ny viden med hjem. Du bliver også inviteret til selv at dele de erfaringer, perspektiver og idéer, du oplever i dit arbejde, og til at arbejde sammen med andre om, hvordan ældrelovens værdier omsættes til praksis.
Seks workshops - hvor du selv kommer i arbejdstøjet
På læringskonferencen gennemføres seks forskellige workshops om centrale temaer i ældreloven der ofte kræver nye tilgange og indsatser i ældrepleje. Her vil der både være faglige oplæg og tid til at arbejde sammen i dybden med udvalgte temaer, dele erfaringer og danne netværk med de andre deltagere.
De seks temaer er:
Selvbestemmelse i praksis – fra ældrelovens værdi til borgerens hverdag
Tværfagligt samarbejde i faglige fællesskaber
Faglig og borgernær ledelse
Forebyggelse, rehabilitering og vedligeholdelse i helhedsplejen
Samspil mellem pårørende og praksis
Forebyggelse, civilsamfund og lokale fællesskaber — at ruste medarbejderne til at bygge bro
Formålet med konferencen er, at du går hjem med nye perspektiver, relationer og ideer fra andre kommuner og plejeenheder, der også arbejder med realisering af ældreloven samt redskaber og værktøjer fra Videnscenter fra ældrepleje, som du kan omsætte til handling i din egen hverdag.
Dagen rundes af med et anderledes blik på tværfagligt samarbejde i ældreplejen med inspiration fra musikkens verden.
Det får du ud af at deltage
På konferencen får du blandt andet:
ny faglig inspiration og hjælp til at finde mere viden
erfaringer og eksempler fra andre
mulighed for at dele både det, der er svært, og det, der virker
nye faglige relationer på tværs af arbejdspladser og kommuner
konkrete idéer og handlemuligheder til din egen hverdag.
Hvem kan deltage?
Konferencen er for nøglemedarbejdere, udviklingsmedarbejdere og ledere hos private, selvejende og kommunale leverandører af ældrepleje.
Tid, sted og tilmelding
Konferencen bliver afholdt:
Dato: 21. oktober
Tid: Kl. 9.30-15.30
Sted: Comwell Kolding
Der er tilmeldingsfrist den 18. oktober, men der er et begrænset antal pladser. Når du tilmelder dig, skal du vælge tre forskellige workshops i prioriteret rækkefølge. Du vil i løbet af få hverdage få svar på hvilken workshop, du har fået plads på.
For at skabe størst mulig faglig relevans og værdi for deltagerne er konferencen målrettet nøglemedarbejdere, udviklingsmedarbejdere og ledere hos private, selvejende og kommunale leverandører af ældrepleje. Alle tilmeldinger gennemgås, og vi forbeholder os retten til at afslå en tilmelding, hvis deltagerens profil ikke vurderes at være omfattet af målgruppen.