Tilmeld dig diplommodulet "Ledelse i en ældrepleje under forandring"
Som leder i ældreplejen kan du nu tilmelde dig et gratis diplommodul, der styrker dine kompetencer til at løfte de nye ledelsesopgaver, der følger med en ældrepleje i forandring.
Mange ledere i ældreplejen står midt i arbejdet med at omsætte ældrelovens værdier til nye måder at lede, organisere og prioritere på. Det stiller skærpede krav til ledelsesrollen – både fagligt, organisatorisk og relationelt.
For mange ledere betyder det nye forventninger til, hvordan faste teams ledes, hvordan samarbejdet med borgere, pårørende og civilsamfund gribes an, og hvordan kvalitet og faglighed fastholdes og udvikles i en hverdag med forandringer. Det er netop disse ledelsesudfordringer, som diplommodulet om ledelse i ældreplejen tager afsæt i og giver konkrete greb til at arbejde med i praksis.
Hvad får du ud af at tage diplommodulet?
Modulet skal understøtte, at ledere og nøglepersoner i ældreplejen får styrkede kompetencer til deres ledelsesrolle og konkrete redskaber til at løfte den nye ledelsesopgave, der kan anvendes med det samme.
Konkret klæder modulet dig som leder på til at stå stærkere i at kunne:
lede og udvikle faste, tværfaglige teams
styrke samarbejdet med borgere, pårørende og civilsamfund
arbejde med kvalitet, etik og faglighed i hverdagen
skabe fælles retning og engagement i en kompleks hverdag.
Praktisk info om diplommodulet
Diplommodulet har navnet ”Faglig ledelse i sundhedsfaglig praksis – Ledelse i en ældrepleje under forandring”, og det udbydes flere steder i landet af Videnscenter for ældrepleje i samarbejde med Professionshøjskolen UCN. Diplommodulet udbydes både i 2026 og 2027 på forskellige lokationer i landet. De første hold starter op i august i hhv. Aarhus, København og Aalborg.
Modulet består af syv fysiske dage og en online undervisningsdag, som ligger spredt henover foråret/efteråret. Det afsluttes med en eksamen.
Målgruppen for diplommodulet er ledere, mellemledere, udviklingsansvarlige eller nøglepersoner på ældreområdet fx på plejehjem, i hjemmeplejen, på midlertidige ophold eller i aktivitetscenter. Modulet er også for medarbejdere disse steder som har en særlig rolle i – eller ansvar for faglige udviklingsopgaver ind i ældreloven i tæt samarbejde med ledelsen.
Diplommodulet kan tages som en selvstændig efter- og videreuddannelse eller indgå i en fuld diplomuddannelse.