De syv lægeroller
Lægerollerne afspejler de dimensioner af kompetencer, adfærd og professionel identitet (værdier og selvforståelse), som en læge skal besidde. Lægerollerne fungerer som et pejlemærke for den lægefaglige udvikling gennem hele karrieren. Samtidig kan lægerollerne forstås som et samlet udtryk for det, der forventes af lægestanden som helhed. Lægerollerne er dynamiske og rummer et tydeligt udviklingsperspektiv. De udgør samtidig et retningsgivende grundlag, der danner basis for den konkrete operationalisering i specialernes målbeskrivelser under hensyntagen til specialernes forskelligheder. Lægerollerne 2026 er en modernisering af de tidligere lægeroller fra 2013.

Læs udgivelsen De syv lægeroller
Lægefaglig beslutningstager
Overordnet beskrivelse af lægerollen
Kernen i lægearbejdet er at træffe velbegrundede lægefaglige beslutninger. Den lægefaglige beslutningstager står på et akademisk fundament og baserer beslutninger i klinisk praksis på evidens, klinisk ræsonnement og faglig dømmekraft. Lægen anvender mønstergenkendelse, faglig viden, data og teknologi som støtte og træffer beslutninger i komplekse situationer, som kan være præget af usikkerhed, etiske dilemmaer og modstridende hensyn.
Lægerollen dækker over hele patientforløbet fra sundhedsfremme og forebyggelse til rehabilitering og palliation. Lægen udfører diagnostik og behandling af høj faglig kvalitet sammen med patient, pårørende og kolleger på tværs af specialer, fag og sektorer, så der skabes sammenhæng.
Lægen ser patienten som et helt menneske og tilpasser diagnostik og behandling til den enkeltes behov og forudsætninger – både i forbindelse med til- og fravalg af behandling. Lægen udøver sin gerning med fokus på sikkerhed, kvalitet og balancen mellem patientens behov og samfundets ressourcer.
I det følgende præsenteres kompetencer, adfærd og professionel identitet (værdier og selvforståelse) for rollen.
Se uddybning af rollen herunder.
Udøver lægefaglig dømmekraft baseret på klinisk ræsonnement, akademisk refleksion, erfaring og situationsforståelse
Arbejder med hele patientforløbet; forebyggelse, udredning, behandling, rehabilitering og palliation – med fokus på sammenhæng, kvalitet og patientsikkerhed.
Anvender klinisk ræsonnement - gennem refleksion, analyse og situationsbevidsthed – til at forudse næste skridt og handle rettidigt.
Udfører diagnostik, procedurer og behandlinger med sikkerhed i tekniske og proceduremæssige færdigheder, herunder operative færdigheder, høj faglig kvalitet og ekspertise.
Træffer beslutninger med patienten i centrum
Inddrager patientens værdier, præferencer, egne mål og livssituation i beslutninger og aktiverer patientens ressourcer og mestringsevne, samt inddrager pårørende, når det er relevant og i overensstemmelse med patientens ønsker.
Kommunikerer klart om muligheder, risici og alternativer undervejs i beslutningsprocessen.
Ser fælles beslutningstagen, herunder patientens til- og fravalg af behandling, og respekt for autonomi som en integreret del af faglig kvalitet.
Prioriterer ansvarligt og bæredygtigt
Vurderer patientens ønsker og behov i forhold til nytte, risiko og de ressourcer, der er til rådighed i sundhedssystemet.
Afstår fra unødvendige undersøgelser og overbehandling med afsæt i evidens og faglige retningslinjer.
Integrerer teknologi, data og evidens i lægefaglig beslutningstagning
Har forståelse for teknologiens muligheder og begrænsninger – herunder bias, etiske implikationer og datakvalitet i egen faglig kontekst.
Bruger teknologi og beslutningsstøtteredskaber kritisk og reflekteret og fastholder menneskelig dømmekraft som udgangspunkt for lægefaglig beslutningstagning.
Relationsskaber
Overordnet beskrivelse af lægerollen
Lægen som relationsskaber tager udgangspunkt i relationer i sit virke. I mødet med patienter, pårørende og kolleger skaber lægen tryghed, tillid og forståelse gennem aktiv lytning samt respektfuld og tydelig kommunikation. Dette gælder både for samtaler ansigt til ansigt, digitalt og skriftligt samt for kortere og længerevarende interaktioner. Lægen formidler og dokumenterer kort, klart og præcist.
Lægen kommunikerer kompleks sundhedsfaglig viden med udgangspunkt i den enkeltes behov og forudsætninger og fungerer som tovholder, guide og facilitator. Lægen sikrer fælles beslutningstagen og samarbejder tværfagligt og tværsektorielt med henblik på at skabe sammenhængende patientforløb og velfungerende arbejdsfællesskaber.
I det følgende præsenteres kompetencer, adfærd og professionel identitet (værdier og selvforståelse) for rollen.
Se uddybning af rollen herunder.
Skaber tillid og er nærværende
Skaber relationer gennem nærvær, aktiv lytning, anerkendelse og respekt for patientens, pårørendes og kollegers perspektiver.
Møder mennesker med nysgerrighed og empati – også i pressede eller komplekse situationer - og formår at skabe tillid og tryghed i mødet med patienter, pårørende og kolleger.
Er bevidst om egen påvirkning i relationen og reflekterer over, hvordan egen kommunikation påvirker andre.
Kommunikerer klart og situationsbevidst
Formidler kompleks information meningsfuldt og forståeligt tilpasset kontekst, kultur, sprog og behov.
Sikrer fælles forståelse, så der er klarhed om næste skridt og formår at forventningsafstemme og ved behov stoppe op og tale om selve dialogen.
Behersker struktur, præcision og afgrænsning i sin skriftlige dokumentation og formidling.
Samarbejder og tager ansvar som tovholder
Efterspørger, anerkender og inddrager andres faglige viden, kompetencer og perspektiver og samarbejder gennem dialog og fælles forståelse.
Sikrer sammenhængende patientforløb gennem tværprofessionelt samarbejde på tværs af fag, sektorer og organisatoriske grænser.
Påtager sig rollen som tovholder, der holder overblik og forbinder mennesker og sektorer.
Håndterer uenighed og konflikt konstruktivt
Genkender tidlige tegn på misforståelser, spændinger og konflikter, og er i stand til at deeskalere.
Bevarer ro, respekt og fokus på dialog og fælles mål – også under pres.
Reflekterer over, hvordan tone og håndtering af uenigheder påvirker samarbejde og kultur og bruger det som afsæt for læring og forbedring.
Læringsorienteret
Overordnet beskrivelse af lægerollen
Den læringsorienterede læge ser livslang læring som en integreret og naturlig dimension af lægegerningen. Lægen tilpasser sig et sundhedsvæsen i konstant forandring ved at se læring og udvikling som en kontinuerlig proces. Lægen udviser nysgerrighed overfor andres perspektiver og tilegner sig ny viden som sammen med feedback og refleksion fungerer som drivkraft for personlig og faglig udvikling – forankret i klinisk praksis.
Lægen tager ansvar for det fælles kliniske læringsmiljø og fremmer en kultur med psykologisk tryghed for både kolleger og studerende. Lægen fungerer som uddanner, supervisor, vejleder og underviser. Gennem engagement i medicinsk pædagogik holder lægen sig opdateret omkring grundlæggende principper for undervisning og supervision.
I det følgende præsenteres kompetencer, adfærd og professionel identitet (værdier og selvforståelse) for rollen.
Se uddybning af rollen herunder.
Opsøger og udvikler viden gennem hele arbejdslivet
Holder sig opdateret og opsøger ny viden fx gennem litteratur, kurser, kongresser, guidelines og netværk og integrerer denne viden i den kliniske dømmekraft.
Er bevidst om egne læringsbehov og sætter mål for egen læring og udvikling.
Vedligeholder løbende sine kompetencer.
Bidrager til andres læring og det kliniske læringsmiljø
Uddanner og stiller sig til rådighed for andres læring i dagligdagen og fungerer som supervisor, vejleder og underviser.
Udvikler og anvender medicinsk pædagogiske kompetencer inden for undervisning og formidling, supervision og vejledning.
Tager kritisk stilling til og anvender læringsstrategier og nye læringsteknologier.
Bruger og skaber feedbackkultur
Efterspørger feedback fra kolleger, patienter, pårørende og samarbejdspartnere og anvender den konstruktivt.
Søger kollegial sparring og supervision i komplekse situationer og bidrager til en åben kultur, hvor erfaringer deles og fejl ses som potentiale for læring og forbedring.
Giver og modtager feedback med fokus på at udvikle både egen og kollegers kompetencer gennem konstruktiv feedback og bidrager herved til en åben og refleksiv læringskultur.
Reflekterer systematisk over egen praksis
Reflekterer systematisk over egne beslutninger og prioriteringer - både kliniske og etiske – med henblik på forbedring og fremtidige handlinger.
Bruger refleksion som redskab til læring og udvikling individuelt og i samspil med kolleger og samarbejdspartnere.
Har blik for bias og forskellige perspektiver – og for læringssituationer i klinikken.
Udvikler
Overordnet beskrivelse af lægerollen
Lægen som udvikler fremmer en kultur for forskning, kritisk tænkning og evidensbaseret praksis og bidrager til den kontinuerlige forbedring af sundhedsvæsenet gennem aktiv deltagelse i forskning, kvalitetsudvikling, organisationsudvikling og innovation. Udviklerrollen hviler på et akademisk og forskningsbaseret fundament, hvor forskning, videnskabelig metode, faglig viden, evidens og systematisk refleksion anvendes til at forbedre klinisk praksis.
Lægen forholder sig kritisk til eksisterende praksis, metoder og teknologier med det formål at optimere patientbehandling, arbejdsgange og ressourceudnyttelse. Lægen afprøver og implementerer nye teknologier, herunder AI og data-informerede løsninger på en effektiv, sikker og etisk forsvarlig måde indenfor sit arbejdsområde.
I det følgende præsenteres kompetencer, adfærd og professionel identitet (værdier og selvforståelse) for rollen.
Se uddybning af rollen herunder.
Kritisk tænkning og evidensbaseret praksis
Anvender kritisk tænkning til at evaluere eksisterende praksis, identificere uhensigtsmæssigheder og udfordre antagelser.
Fremmer en kultur for evidensbaseret praksis, hvor beslutninger træffes på baggrund af kritisk vurdering af den bedste tilgængelige evidens og kliniske retningslinjer.
Bidrager til en kultur for faglige diskussioner og deltager aktivt i disse.
Forskning
Bidrager aktivt til forskning og skabelse af ny viden inden for sit felt og anvender anerkendte forskningsmetoder.
Formidler og omsætter forskningsresultater samt implementerer evidensbaserede metoder i klinisk praksis.
Fremsøger effektivt relevant litteratur og opsøger viden til brug i sit professionelle virke.
Kvalitetsudvikling og forbedringsarbejde
Identificerer områder med potentiale for forbedring og initierer tiltag baseret på data, erfaring og feedback.
Deltager i kvalitetsudvikling og forbedringsarbejde på forskellige niveauer – fra klinisk praksis til organisatoriske processer, herunder implementering, overvågning og evaluering.
Anvender kvalitetsværktøjer og forbedringsmodeller til at gennemgå processer og forbedre arbejdsgange.
Innovation og udvikling
Er nysgerrig og nytænkende og identificerer behov for innovation og samskabelse.
Bidrager til udvikling og efterlevelse af retningslinjer og standarder for ansvarlig brug af data og teknologi i sundhedsvæsenet.
Medvirker til integration og validering af nye teknologier i arbejdsgange med fokus på patientsikkerhed, datasikkerhed og brugervenlighed.
Leder
Overordnet beskrivelse af lægerollen
Ledelse er en integreret og naturlig dimension af lægegerningen. Ledelse skal ses som et spektrum fra personligt lederskab og prioritering til faglig ledelse og ledelse på et organisatorisk niveau. Ledelse omfatter også administrative opgaver som planlægning og organisering.
Rollen fordrer, at lægen tager lederskab afhængigt af niveau og er åben for feedback og kritik. Lægen faciliterer samarbejde og processer og skaber retning, følgeskab og motivation.
Lægen bidrager til trivsel og psykologisk tryghed i faglige fællesskaber og til, at kolleger udvikler sig. Ledelse udføres på alle planer: I forhold til lægen selv, udrednings-/ behandlingsforløbet, teamsamarbejde, samarbejdspartnere og beslutningstagere. Lægen som leder veksler mellem detaljefokus og helikopterperspektiv og udviser ansvar for kvalitet, ressourceanvendelse og patientsikkerhed.
I det følgende præsenteres kompetencer, adfærd og professionel identitet (værdier og selvforståelse) for rollen.
Se uddybning af rollen herunder.
Personligt lederskab
Udviser integritet og selvindsigt – leder med bevidsthed om egen bias og påvirkning.
Udfører selvledelse og tager ansvar fx i forbindelse med prioritering af egen tid og uddannelse.
Tager lederskab og træder i karakter, også uden formel titel, når situationen kræver det – og skifter fleksibelt mellem at være teammedlem og teamleder afhængig af kontekst og behov.
Ledelse på flere niveauer
Forstår og forbinder det kliniske arbejde med organisationens rammer og den strategiske retning.
Prioriterer og balancerer forskellige perspektiver og hensyn i komplekse situationer og strukturer.
Medvirker til planlægning, koordinering og organisering.
Faciliterer samarbejde og retning
Faciliterer fælles retning og mål og skaber følgeskab på tværs af faggrupper, hierarkier og sektorer.
Skaber klare rammer, motiverer og engagerer gennem tydelig og respektfuld kommunikation og samarbejde.
Faciliterer samarbejde på tværs af sektorer og organisatoriske grænser.
Leder gennem inddragelse, åbenhed og refleksion
Ser ledelse som samarbejde og fremmer tillid gennem inddragelse og åbenhed om beslutninger og prioriteringer i relation til patienter, pårørende og samarbejdspartnere.
Fungerer som rollemodel og leder ud fra etiske overvejelser og lægefagets værdier.
Ser ledelse som en læringsproces og anvender data, feedback og erfaringer som grundlag for refleksion og forbedringer.
Samfundsorienteret
Overordnet beskrivelse af lægerollen
Den samfundsorienterede læge ser sundhed som et fælles ansvar og en del af en større sammenhæng, hvor patientens liv, befolkningens sundhed, kommende generationers trivsel og samfundets udvikling er gensidigt forbundne. Rollen handler om at forstå hvordan sociale, kulturelle, økonomiske og miljø- og klimamæssige forhold påvirker sundhed.
Lægen bringer klinisk erfaring ind i samfundsperspektivet og bidrager til et bæredygtigt, retfærdigt og tilgængeligt sundhedsvæsen med fokus på lighed i sundhed. Lægen har indsigt i sundhedsvæsenets struktur, lovgivning og prioriteringer og arbejder for at fremme folkesundhed og forebyggelse. Samtidig har lægen blik for tværsektorielt samarbejde og bidrager til at udvikle et sammenhængende sundhedsvæsen.
I det følgende præsenteres kompetencer, adfærd og professionel identitet (værdier og selvforståelse) for rollen.
Se uddybning af rollen herunder.
Forstår sundhed i en samfundsmæssig kontekst
Har indsigt i, hvordan sundhedsvæsnet og samfundet interagerer i forhold til strukturelle rammer og prioriteringer.
Forstår, hvordan ulighed og social marginalisering påvirker sundhed og behandlingsmuligheder.
Formidler sin lægefaglige viden bredt, fx ved at bruge sin faglighed til at kvalificere den offentlige debat eller ved at tage del i udvikling af sundhedstiltag på samfundsniveau, herunder forebyggende tiltag.
Fremmer lighed og retfærdighed i sundhed
Ser det hele menneske og tilpasser indsatser til patientens livssituation samt fysiske, psykiske, sociale og kulturelle ressourcer for at styrke patientens oplevelse af sammenhæng og øge patientens handle-muligheder.
Er opmærksom på egne forudfattede holdninger og møder patienter i øjenhøjde uanset personlige, sociale og kulturelle forhold.
Engagerer sig i initiativer, der når ud til borgere, som ikke selv søger behandling, og bidrager til at forebygge og fremme lighed i sundhed gennem organisatoriske og strategiske tiltag.
Tager ansvar for bæredygtighed og ressourcebevidsthed
Handler med omtanke for miljø, ressourcer og kommende generationer i daglige kliniske prioriteringer.
Ser bæredygtighed helhedsorienteret: miljømæssigt, økonomisk og den menneskelige balance – uden at gå på kompromis med patientsikkerhed og kvalitet.
Har forståelse for organisationer og tværsektorielt samarbejde
Har organisationsforståelse og kendskab til lovgivning, finansiering og styring af sundhedsvæsenet.
Forstår hvordan politiske beslutninger påvirker organisering og rammer for lægens daglige arbejde.
Samarbejder opsøgende på tværs af sektorer for at fremme sammenhængende sundhedstilbud.
Professionel
Overordnet beskrivelse af lægerollen
Den professionelle læge udøver sit virke med integritet, ansvarlighed og respekt for patienter, kolleger, organisation, samfund og profession. Lægen handler i overensstemmelse med lovgivning, lægeetiske principper og lægeløftet om omhu og samvittighedsfuldhed. Disse principper omsættes til daglige valg og integreres i lægens egne værdier gennem refleksion og praksis.
Den professionelle læge balancerer patientens behov, samarbejdet med kolleger og egne grænser. Lægen tager vare på egen trivsel og er opmærksom på sammenhængen mellem arbejds- og privatliv. Lægen udviser situationsbevidsthed og dømmekraft, også i etisk komplekse eller pressede situationer. Samtidig bidrager lægen loyalt til fællesskabet, løser opgaver med omtanke og ordentlighed og værner om et sundhedsvæsen baseret på tillid, omsorg og kollegialt ansvar.
I det følgende præsenteres kompetencer, adfærd og professionel identitet (værdier og selvforståelse) for rollen.
Se uddybning af rollen herunder.
Handler med integritet, etik og ansvarlighed
Udviser omtanke, faglig integritet og samvittighedsfuldhed i tråd med professionens værdier og etiske principper samt respekt for egne og andres grænser og ansvarsområder.
Reflekterer over egne handlinger og værdier og hvordan disse påvirker mødet med patienter, kolleger og samarbejdspartnere.
Tager ansvar for beslutninger, handlinger og konsekvenser.
Deltager aktivt i arbejdsfællesskabet
Bidrager til det kollektive ansvar for arbejdsfællesskabet fx ved at indgå i et vagtfællesskab, støtte kolleger, møde til tiden og overholde deadlines.
Udviser medmenneskelighed, respekt og omsorg i relationen til kolleger og samarbejdspartnere.
Bidrager til trivsel og sammenhold gennem god tone, engagement og ordentlighed.
Reflekterer over og tager vare på egen trivsel
Er bevidst om egen trivsel, grænser og ressourcer – og søger støtte, når det er nødvendigt.
Arbejder på at skabe balance mellem arbejdsliv og privatliv for sig selv og andre.
Skelner mellem det professionelle, det personlige og det private – og værner om både patienters og egne grænser.
Håndterer følelser, feedback og kritik konstruktivt
Regulerer egne følelser og kommunikerer roligt og respektfuldt i svære situationer.
Udtrykker og håndterer kritik og utilfredshed konstruktivt – både egen og andres – og bruger den som afsæt for refleksion, læring og forbedring.
Søger dialog og hjælper kolleger med at styrke samarbejde og tillid - også når relationer udfordres.