Anbefaling om niveauinddeling af sundhedsplejens indsatser
Udgivelsen henvender sig til sundhedsplejersker, kommunale sundhedsplanlæggere og ledere af den kommunale sundhedspleje
Som nybagte forældre får alle tilbud om sundhedspleje, men nogen har brug for ekstra støtte, fordi de har særlige behov. Anbefalingen skal gøre det nemmere at vurdere, hvad disse familier har brug for. I anbefalingen deles sundhedsplejens indsatser op i fire niveauer – fra det tilbud alle familier får fra sundhedsplejen, til målrettede indsatser til familier med komplekse behov, hvor der er brug for at supplere med andre fagligheder. Alt efter den enkelte families situation og behov kan sundhedsplejen for eksempel inddrage en socialrådgiver, psykolog eller fysioterapeut eller henvise til den praktiserende læge. Hvis der eksempelvis er en familie, hvor barnet er uroligt, tager sparsomt på, eller der er mistanke om, at barnets mor eller far har en fødselsdepression, kan der være brug for en ekstra indsats. Her kan sundhedsplejersken hurtigt samarbejde med den alment praktiserende læge om behov for yderligere udredning og eksempelvis en socialrådgiver om et tidligt støtteforløb til familien.
Læs publikationen Anbefaling om niveauinddeling af sundhedsplejens indsatser
Kort om modellen for niveauinddeling af sundhedsplejens indsatser
Niveau 1 og 2
Almindelige og lettere udfordringer. Indsatser varetages af sundhedsplejen alene.
Niveau 3 og 4
Komplekse eller alvorlige problemstillinger. Kræver tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, eksempelvis med inddragelse af pædagoger, psykologer eller socialrådgivere.
Niveauet vurderes løbende, da familiers behov kan ændre sig over tid.
Evaluering af puljen "Tidlig indsats for sårbare familier" har dannet grundlag for den anbefalede niveauinddeling af sundhedsplejens indsatser.
Læs evalueringen her:
Tidlig indsats for sårbare familier - afsluttende evalueringsrapport
Læs om puljen her:
Tidlig indsats for sårbare familier
Sundhedsstyrelsen afholder workshops om niveauinddeling af sundhedsplejens indsatser med henblik på implementering i praksis.