Personer med kronisk sygdom tilbydes vaccination mod influenza og covid-19
Hvis du har en kronisk sygdom eller særlig tilstand, der øger risikoen for et alvorligt forløb med influenza eller covid-19, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du bliver vaccineret, uanset din alder. Du kan fra slutningen af september bestille en tid til gratis vaccination mellem den 1. oktober og den 20. december.
Høj alder er den største risikofaktor for et alvorligt forløb med covid-19 og influenza. Men nogle personer under 65 år har sygdomme og tilstande, som øger deres risiko for at blive alvorligt syge af covid-19 og influenza.
Visse kroniske sygdomme og tilstande kan svække immunforsvaret og kroppens evne til at bekæmpe infektioner. Det kan betyde, at man lettere bliver alvorligt syg og har større risiko for komplikationer som fx lungebetændelse. Mange, der lever med en sygdom, ved, at de er i øget risiko for et alvorligt forløb med influenza eller covid-19, og at de derfor anbefales vaccination. Hvis du er i tvivl, kan nedenstående liste hjælpe dig.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at følgende personer under 65 år tilbydes vaccination mod influenza og covid-19
Personer med kronisk sygdom, herunder:
Personer med kroniske lungesygdomme, fx KOL
Personer med hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret, velreguleret forhøjet blodtryk)
Personer med type 1 eller 2-diabetes (sukkersyge)
Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt, fx personer med immunglobulindefekter, organ- eller stamcelletransplantation, kræft i behandling med kemoterapi eller personer i anden immundæmpende behandling
Personer med påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
Personer med kronisk lever- eller nyresygdom
Personer med andre alvorlige sygdomme eller tilstande, som ifølge lægens vurdering medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko, fx personer med alvorlig reumatologisk sygdom, alvorlig neurologisk sygdom, korttarmssygdom, svær psykisk lidelse, Downs syndrom eller svært misbrug.
Personer med svær overvægt (BMI>35)
Gravide i 2. eller 3. trimester tilbydes influenzavaccination
Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt eller personer i samme husstand som børn i øget risiko for alvorlig influenza eller covid-19
Førtidspensionister bliver desuden tilbudt gratis vaccination mod influenza.
Vaccination af børn under 18 år med kronisk sygdom sker efter individuel lægelig vurdering og rådgivning. For covid-19 sker vurderingen altid ved en børnelæge. Kun få børn har behov for sæsonvaccination mod covid-19 og/eller influenza.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derudover covid-19 vaccination til at gravide, uanset trimester, der har en af ovenstående tilstande eller sygdomme. Vaccination mod covid-19 tilbydes ikke til raske gravide.