Gå til hovedindhold

Nye materialer om opioider skal hjælpe fritidsklubber og foreninger

Hvad gør man som træner, leder eller bestyrelsesmedlem, hvis man bliver bekymret for, om en ung eksperimenterer med eksempelvis opioider? Det kan være svært at håndtere, og derfor lancerer Sundhedsstyrelsen sammen med Social- og Boligstyrelsen nu en række nye, gratis materialer om opioider og andre rusmidler. Materialerne guider voksne i fritids- og foreningslivet med konkrete råd og redskaber til at sætte rammer, opdage tegn og vide, hvordan de skal handle.

Sundhedsstyrelsen og Social- og Boligstyrelsen anbefaler samtidig, at foreninger, klubber og andre kultur- og fritidstilbud, hvor børn og unge kommer, forholder sig aktivt til rusmidler og får talt om fælles holdninger og rammer – for eksempel ved at udarbejde en rusmiddelpolitik. Klare rammer gør det lettere for trænere, ledere og frivillige at handle, hvis de bliver bekymrede, og giver både børn, unge og voksne en fælles forståelse af, hvad der gælder i fællesskabet.

Indsatsen er et led i regeringsudspillet Ungdom uden opioider og skal styrke den tidlige indsats dér, hvor børn og unge har deres hverdag.

“Når børn og unge er i foreninger og fritidstilbud flere gange om ugen, bliver trænere, instruktører og ledere vigtige voksne i deres liv. Materialerne giver de voksne tryghed og klare svar på, hvordan de kan handle – uden at stå alene,” siger Jacob Møller Antonsen, overlæge og sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.

Udviklet i samarbejde med centrale aktører

Materialerne er udviklet i samarbejde med DIF, DGI, KL, Ungdomsskoleforeningen og andre organisationer fra idræts-, kultur- og fritidsområdet og tager udgangspunkt i konkrete situationer fra hverdagen. Det har været vigtigt i udviklingen, at de er meget konkrete og kan tilpasses den enkelte klub eller forening.

“Ansatte og frivillige vil gerne gøre det rigtige, men mange er usikre på, hvordan de skal gribe det an, hvis de bemærker et barn eller en ung med et problematisk brug af rusmidler. Det nye materiale giver konkrete råd og redskaber til, at man kan handle i tide, når der er grund til bekymring,” siger Karin Ingemann, udviklingschef i Danmarks Idrætsforbund.

Materialepakken består af:

  • kort hæfte med viden om tegn på brug af opioider og andre rusmidler

  • råd til den første samtale

  • en guide til at lave en rusmiddelpolitik

  • refleksionskort med hverdagssituationer

  • et forslag til program for fælles møde

  • Action Card, der giver overblik over næste skridt, hvis man bliver bekymret for en ung.

Materialerne er gratis, klar til brug og kan downloades her

Relaterede nyheder