Ny aftale med netstof.dk skal give unge anonym rådgivning og troværdig viden om stoffer
Det skal være lettere for unge at få anonym rådgivning om blandt andet afhængighed og finde veldokumenteret og opdateret viden om stoffer, når de søger på nettet. Derfor har Sundhedsstyrelsen indgået en aftale med rådgivningsplatformen Netstof.dk om at styrke platformen de næste tre år. Det sker som en del af regeringsudspillet Ungdom uden opioider.
Netstof.dk er Danmarks største fagligt funderede online-platform med information og rådgivning om stoffer. Platformen er primært målrettet unge og informerer om de stoffer, der er aktuelle i ungdomsmiljøet – heriblandt opioider, som har vakt stigende bekymring de seneste år.
”Vi ved, at mange unge søger information på nettet af nysgerrighed, fordi de vil tjekke, hvad der er op og ned i det, de hører om stoffer. På siden kan man søge viden og få indblik i andre unges historier. Der er også fakta om stoffer, og der bliver øget mulighed for at chatte med eksperter eller få en anonym samtale med professionelle rådgivere. Det gælder i høj grad om at være dér, hvor de unge er. Og de er på nettet”, siger Jacob Møller Antonsen, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.
Skal pege videre til konkret hjælp
Den nye aftale betyder dermed, at Netstof.dk får midler til at skrue op for indholdet særligt om opioider. Samtidig optimeres teknikken bag hjemmesiden, så flere unge støder på platformen, når de søger på nettet og ad den vej får adgang til underbygget viden.
Netstof.dk er desuden et værktøj, der hjælper unge med at finde vej i systemet. Det kan fx være ved at guide dem videre til det lokale rusmiddelcenter, forklare hvordan et behandlingsforløb kan se ud og hjælpe med første skridt ind i systemet.
”Den grænseoverskridende tanke om kontakten til behandlingssystemet kan virke skræmmende for nogle. Vi vil gerne gøre det så let som muligt for unge at få den rette hjælp. På den måde kommer Netstof.dk også til at virke som en bro mellem unge og behandling eller rådgivning”, siger Jacob Møller Antonsen.
Fakta om netstof.dk
Ungdomsårene er en periode, hvor nogle unge eksperimenterer med rusmidler. Unge kan være risikovillige, og nogle kan derfor blive fristet til at prøve stoffer. Når unge søger på nettet om stoffer, møder de ofte misinformation eller andre unge, der deler erfaringer. Netstof.dk skal øge muligheden for, at unge i stedet får troværdig viden, som kan forebygge første eksperiment eller senere misbrug.
Netstof.dk giver unge et trygt sted at stille spørgsmål og finde viden – uden løftede pegefingre. Siden drives af Rusmiddelcenter Slagelse og Center for Digital Pædagogik, i samarbejde med en række fagpersoner fra 32 medlemskommuners behandlingsinstitutioner og med støtte fra Sundhedsstyrelsen