Vil du være værdighedskonsulent i Videnscentrets rejsehold?
Videnscenter for værdig ældrepleje rekrutterer nu konsulenter til et nyt værdighedsrejsehold, der skal rejse rundt i landet og hjælpe medarbejdere og ledere med at sikre værdighed i ældreplejen.
Videnscenter for værdig ældrepleje rekrutterer nu konsulenter til et nyt værdighedsrejsehold, der skal rejse rundt i landet og hjælpe medarbejdere og ledere med at sikre værdighed i ældreplejen.
I starten af 2019 skyder Videnscenter for værdig ældrepleje et nyt Værdighedsrejsehold i gang. Inden da skal der sættes et stærkt konsulentteam, der kan udvikle og gennemføre forskellige typer af kompetenceudviklingsforløb primært for medarbejdere og ledere i ældreplejen i hele landet.
”Vores mål er, at rejseholdet skal bidrage positivt til at sikre mere værdighed i ældreplejen med afsæt i de behov og udfordringer, der opleves i kommunerne og på de enkelte plejeenheder. Det er en vigtigt og spændende opgave, og vi håber at mange ønsker at være en del af rejseholdet, og derfor byder ind på opgaven som værdighedskonsulent”, udtaler Mads Biering La Cour, der er Enhedschef i Sundhedsstyrelsen og daglig leder for videnscentret.
Rejseholdet skal tilbyde praksisnære forløb for at opkvalificere medarbejdere og ledere på plejeenheder med udgangspunkt i konkrete udfordringer. Der arbejdes bl.a. med at understøtte en kultur, hvor den ældres værdighed sættes i fokus i den daglige opgaveløsning.
Opgaven som værdighedskonsulent henvender sig til proces- og læringskonsulenter med stærke kompetencer i facilitering af forandringsprocesser samt solid viden og indsigt i ældreområdet. Såvel privatpersoner, konsulenter med egen virksomhed som ansatte konsulenter i andre virksomheder kan byde ind på opgaven. Det kan fx være konsulenter/undervisere ansat i kommuner, uddannelsesinstitutioner eller konsulentvirksomheder.
Det er muligt at byde ind på opgaven som rejseholdskonsulent indtil d. 24.08.2018 og det forventes, at de første rejseholdsforløb startes op i starten af 2019. Rekrutteringen foregår igennem udbud.
Læs mere om, hvordan man kan blive konsulent i værdighedsrejseholdet på videnscentrets hjemmeside.
Læs mere om værdighedsrejseholdet.
Læs mere om Videnscenter for værdig ældrepleje.
Henvendelser om udbuddet rettes til Anika Orup.
Henvendelser om videnscentret generelt rettes til vaerdighed@sst.dk.