Kampagne gør det lettere at sige nej til stoffer
Halvdelen af unge festivalgæster mener, at sidste års Music Against Drugs kampagne har gjort det nemmere for dem at sige nej til stoffer. I 2018 gentages kampagnen med nye elementer
Halvdelen af unge festivalgæster mener, at sidste års Music Against Drugs kampagne har gjort det nemmere for dem at sige nej til stoffer. I 2018 gentages kampagnen med nye elementer
Music Against Drugs-kampagnen ”UNDER THE INFLUENCE OF MUSIC” har gjort det lettere for halvdelen af unge festival- og koncertgæster at vælge stoffer fra.
Det viser resultater fra sidste års kampagne, som blev gennemført på en lang række festivaler og spillesteder landet over, heriblandt Roskilde Festival. Kampagnens budskab til unge festivalgængere og koncertgæster er, at musikken i sig selv giver en rus, og at man kan være sikker på at få hele musikoplevelsen med, når man undgår stoffer og de store branderter.
I evalueringen af kampagnen 2017 har 49 procent svaret, at de synes, kampagnen gør det lettere for dem at sige nej til stoffer, mens 97 procent bakker op om festivalens markering af holdningen mod stoffer.
”Det er et rigtigt positivt resultat. Vi kan se, at en langvarig, fælles indsats nytter, og at musikmiljøet er en rigtig stærk afsender”, siger Maria Koch Aabel fra Sundhedsstyrelsen, der er projektleder for Music Against Drugs kampagnen.
Musikken er en rus
For at støtte op om påstanden om, at musikken i sig selv er en rus har kampagnen allieret sig med hjerneforskeren Troels W. Kjær, som forsker i, hvad der sker med hjernen, når vi hører musik.
I løbet af foråret og sommeren 2017 blev der gennemført to liveeksperimenter, hvor fans blev udstyret med en hjernescanner under koncerter med deres yndlingsartist. På Roskilde Festival blev eksperimentet vist på storskærm på Orange scene, så publikum kunne følge, hvordan Phlakes musik påvirkede hjernen på den udvalgte fan.
I år gentages kampagnen med nye kampagneelementer, men med samme fokus på, at musikken i sig selv er en rus.
En forbyggende indsats
Music Against Drugs kampagnen er et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Roskilde Festival og Dansk Live og skal forebygge, at unge begynder at eksperimentere med stoffer. Den primære målgruppe er det unge publikum, der ikke har prøvet stoffer før, men som måske kunne overveje det, når de er på festival eller til koncert.
”Unge, der eksperimenterer med stoffer, gør det oftest første gang, når de går i byen og i sammenhæng med alkohol. Vores mål er at søge at påvirke de unges holdninger til stoffer netop i festmiljøerne og arbejde med viden og holdninger blandt medarbejdere og ledelser, fortæller Maria Koch Aabel.
Kampagnen blev første gang gennemført i 2003 på Roskilde Festival og har fra begyndelsen vist positive resultater, som er blevet fastholdt gennem årene.
Læs mere om Music Against Drugs på kampagnens hjemmeside: www.againstdrugs.dk og på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.