Viden om unges tobaks- og nikotinforbrug
Børn og unge i Danmark eksperimenterer i stigende grad med både traditionelle tobaksprodukter og nyere nikotinprodukter som vapes og nikotinposer.
Nikotin er et stærkt afhængighedsskabende stof, og fordi hjernen først er fuldt udviklet i midten af 20’erne, er unge særligt sårbare over for nikotinens skadelige effekter, herunder påvirkning af koncentration og øget risiko for afhængighed og psykiske problemer. Brug af tobaks- og nikotinprodukter i ungdommen kan derfor få langvarige sundhedsmæssige konsekvenser og gøre det sværere at stoppe igen.
Skadevirkninger
Flere studier viser, at nikotinbrug i ungdommen kan være forbundet med nedsat koncentrationsevne, nedsat motivation og dårligere impulskontrol.
Der er også tegn på øget risiko for psykiske problemer såsom angst og depression, både som følge af nikotinens direkte virkning på nervesystemet og som del af afhængighedsudviklingen.
Nikotin påvirker kredsløbet, herunder øget blodtryk og puls, hvilket kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme på længere sigt.
Derudover er der dokumenteret skader i mundhulen (fx irritation og tandproblemer) ved brug af nikotinprodukter som snus eller e‑cigaretter.
Nikotin kan fungere som en “gateway” til brug af andre rusmidler og cigaretter, især hvis man begynder som ung.
Børn og unge udvikler ofte afhængighed hurtigere og mere permanent, og det kan være sværere at stoppe senere i livet.
De mest udbredte nikotinprodukter
Cigaretter
Cigaretter indeholder tobak og nikotin samt andre stoffer. Når man ryger, optages nikotinen i kroppen, og røgen påvirker både den, der ryger, og omgivelserne.
E-cigaretter, vapes og puff-bars
E-cigaretter kaldes ofte vapes eller puff-bars. De indeholder en væske med nikotin og smag, som opvarmes og inhaleres. E-cigaretter indeholder ikke tobak og fås både med og uden nikotin.
Nikotinposer
Nikotinposer er små røgfrie poser, der placeres under læben. Nikotinen optages gennem mundslimhinden. Produkterne indeholder nikotin, men ingen tobak.
Snus og tyggetobak
Snus og tyggetobak er røgfrie produkter med tobak og nikotin.
Opvarmet tobak
Opvarmet tobak består af tobakspinde, der opvarmes i et elektronisk apparat. Nikotinen frigives uden, at tobakken brænder.