xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Hvordan fremmer vi lighed i sundhed for alle børn?

Ulighed i børneårene følger med ind i voksenlivet. Derfor holder Sundhedsstyrelsen og Vidensråd for Forebyggelse i dag en konference om, hvordan de universelle tilbud om svangreomsorg og sundhedspleje kan støtte alle familier og samtidig have særligt fokus på de, der står i en sårbar situation.

01 DEC 2021

Konferencen skal give inspiration til og viden om, hvordan en systematisk og rettidig indsats kan støtte alle gravide, de helt små børn og deres familier, især i sårbare livssituationer. Konferencen fokuserer særligt på de første 1000 dage i et barns liv.

På konferencen bliver der delt erfaringer med, hvordan konkrete indsatser kan fremme mental sundhed og trivsel i børns første 1000 dage i livet. Steven Lucas, børnelæge og professor ved Uppsala universitet, vil blandt andet fortælle, hvorfor de universelle indsatser er centrale for at kunne tilbyde støtte tidligt til familier i sårbare livssituationer.

”Vi har gode tilbud om sundhedspleje og svangreomsorg til alle, og de universelle tilbud skal vi holde fast i. Men vi skal samtidig også gå nye veje og have ekstra tilbud til de familier, der har særligt brug for det. Det giver bedre muligheder for, at alle børn og deres familier får et sundt og godt børneliv,” siger Niels Sandø, enhedschef i Forebyggelse og Ulighed.

Uligheden i sundhed blandt danskerne har stort set ikke ændret sig de sidste 10 år. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsens rapport om ulighed i sundhed fra 2020, som også har set på, hvilke konsekvenser der er ved at have en ulige start på livet. Rapporten viser blandt andet, at risikoen for en for tidlig fødsel stiger, jo kortere uddannelse moderen har. Hvis et barn fødes for tidligt, øger det risikoen for, at barnets fysiske og mentale trivsel påvirkes negativt.

”Vi kan se, at uligheden i børneårene følger børnene ind i voksenlivet. Derfor er en tidlig indsats ekstremt vigtig, og derfor udgør de første 1000 dage en helt unik mulighed for at fremme lighed i sundhed for alle børn og deres familier. Vi ved fra både forskning og praksis på området, at det er muligt at mindske uligheden i sundhed ved at sætte fokus på det gennem en bred indsats,” siger Niels Sandø.

Konferencen bliver live streamet

Se programmet for konferencen:

Konference om de første 1000 dage

Se Rapporten Social ulighed i sundhed og sygdom

Læs også om 16 kommuners arbejde med at udvikle og forbedre deres tilbud og indsatser rettet mod sårbare familier: Ny måde at vurdere sårbare familiers behov på øger kvaliteten af sundhedsplejen  

Flere af disse kommuners arbejde bliver præsenteret på konferencen.