xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Fristen for at sende forslag til nye nationale screeningsprogrammer er fremrykket

I år er fristen for at indsende forslag til nye nationale screeningsprogrammer to måneder tidligere end hidtil. Det betyder, at alle forslag til behandling i 2022 skal være modtaget i Sundhedsstyrelsen senest den 1. december 2021.

28 SEP 2021

Faglige selskaber, organisationer og miljøer på sundhedsområdet kan sende forslag til nye nationale screeningsprogrammer til Sundhedsstyrelsen, som de vurderer kan reducere sygdom og/eller død hos en bestemt gruppe.

Tidligere har fristen for at sende forslag til nye screeningsprogrammer været den første hverdag i februar, men i år er det ændret for at give mere tid til den efterfølgende proces med at få yderligere oplysninger fra forslagsstiller, indhente rådgivning og få identificeret, hvilke områder, der skal undersøges nærmere. Forhåbningen er, at ændringen i tidsfristen til gengæld giver en samlet bedre proces, og at det i nogle tilfælde også kan medføre en kortere sagsbehandlingstid.

”Vi er klar over, at fremrykningen af fristen vil betyde, at der denne gang er kortere tid til at udarbejde forslag til de nye screeningsprogrammer, der skal til behandling i 2022. Vi håber til gengæld, at alle vil opleve, at der er en bedre proces for både forslagsstillerne og os. Dermed skal det gerne sikre et rigtig godt og underbygget grundlag for at beslutte, om programmet skal indstilles til Sundhedsministeriet,” siger specialkonsulent Anne Kristine Aarestrup.

Forslag til nye screeningprogrammer kan stilles fra faglige selskaber, organisationer og miljøer på sundhedsområdet. Flere aktører kan også gå sammen om at stille forslag, og de vil kunne samarbejde med regioner, kommuner og øvrige aktører. Når ansøgningsfristen er afsluttet, gennemgår Sundhedsstyrelsen forslagene, og der bliver typisk også indhentet supplerende oplysninger fra forslagsstiller. I forbindelse med behandlingen af forslaget bliver der også indhentet rådgivning fra Sundhedsstyrelsens Rådgivende Udvalg for Nationale Screeningsprogrammer.

Sundhedsstyrelsen foretager sin faglige vurdering af forslagene til nye screeningsprogrammer på baggrund af 10 kriterier. Hvis den samlede vurdering er, at der skal arbejdes videre med screeningsforslaget, udarbejder Sundhedsstyrelsen efterfølgende en faglig indstilling. Den bliver sendt til Sundhedsministeriet, der sætter gang i en politisk vurderingsproces.

Læs mere om ansøgningsprocessen

Hvad er et nationalt screeningsprogram?

Nationale screeningsprogrammer er systematiske landsdækkende undersøgelsesprogrammer, der er rettet mod bestemte befolkningsgrupper. Programmerne skal identificere personer, hvis risiko for at have eller udvikle en bestemt sygdom er så stor, at der bør tilbydes relevant forebyggelse, undersøgelse eller behandling. Det er derfor vigtigt, at fordelene og ulemperne nøje opvejes, når nye forslag vurderes.

Sundhedsstyrelsens kriterier for vurdering af nationale screeningsprogrammer er blandt andet:

  • Screeningsprogrammet skal reducere den sygdomsspecifikke dødelighed og/eller sygelighed.
  • Tilstanden, der screenes for, skal udgøre et væsentligt sundhedsproblem.
  • De anvendte testmetoder skal være simple, sikre, præcise, validerede og acceptable.
  • Gavnen af screeningsprogrammet skal opveje mulige skadevirkninger.

 

Se alle 10 kriterier