Case: Kulturforandring mod et fælles sprog på Plejehjemmet Bakkebo
Sammen med kommunens demenskonsulent har Plejehjemmet Bakkebo taget de faglige redskaber Blomsten, Isbjerget, Trivselskarret og Demensligningen i brug. Redskaberne har skabt et fælles afsæt i personcentreret omsorg og givet medarbejderne et konkret sprog for både observationer, refleksion og handling.
Plejehjemmet Bakkebo i Holstebro Kommune har 47 beboere, fem midlertidige pladser og er på vej med et skærmet afsnit til 10 beboere med demens. Plejehjemmet har været igennem en kulturforandring, hvor de er gået fra individuelle vaner til et fælles fagligt sprog og mere personcentreret omsorg.
Vi blev introduceret til hele tænkningen og sprogbrugen. Vi tog nogle nye udtryk i brug og nu bruger vi ”personcentreret omsorg” dagligt. Vi taler samme sprog og kan se, at det gavner borgerne, vi sætter os ind i både livet her og nu og det levede liv.
Hun fortæller, redskaberne og sproget giver mening, og at dét er afgørende for, at alle på Bakkebo har taget det til sig.
Beboerkonferencer som fælles refleksionsrum
Bakkebo har i cirka fem år arbejdet med korte, fokuserede beboerkonferencer på 20-30 minutter. Her bliver telefoner afleveret og kaffe må vente. Mødefacilitatoren er fra et andet team, da de på Bakkebo har erfaret, det gør det nemmere at bringe folk til refleksion. Mødet er fokuseret efter en struktur bygget op om "forstå, ideer og aftaler":
Forstå situationen
Udvikl idéer til relevante tiltag
Lav klare aftaler: Hvem gør hvad?
Den stærke refleksionskultur sikrer, at medarbejderne har fokus på beboernes behov. Det medfører også, at de lettere kan fange, hvis en ændring i hverdagen påvirker en beboer. Lederen giver et eksempel på en oplevelse, der gav konkret læring: En beboer spiste normalt alene. En medarbejder afprøvede fællesspisning for at se, om det kunne gavne. Senere på dagen blev beboeren urolig. Fordi Bakkebo arbejder med daglig, systematisk refleksion, fangede de påvirkningen, og kunne lære, at den pågældende beboer ikke havde gavn af at spise med de andre.
Der kan være flere situationer, hvor reaktionen først sker om aftenen, hvor det er vigtigt at sikre refleksion mellem dag- og aftenvagt for at opfange reaktioner på noget, der er sket i samvær med andre kolleger. Lederen fortæller, at det ligeledes er vigtigt at formidle erfaringer til pårørende, så de forstår de faglige valg, medarbejderne har truffet for beboerne om f.eks. spisesituationer.
Gevinster for både beboere og medarbejdere
Bakkebo arbejder i dag med gode data: Der er stort set ingen indberetninger om magtanvendelse mere, og sygefraværet ligger under 2 procent.
Vi har et slogan: Relation før opgave. Hvis man møder borgeren med de udfordringer, vedkommende har, og går langsomt til værks, er det guld værd. Vi havde f.eks. en beboer, der spyttede: nu krammer og kysser hun. Når man kan se, at det virker, giver det arbejdsglæde og frigiver ressourcer,
Hun konkluderer, der er sket en kulturforandring på Bakkebo.
Tillid og vedholdenhed i implementeringen
Lederen af plejehjemmet fremhæver nærvær og tillid som vigtige elementer for at opretholde kulturændringen. Hun deltager selv i morgenrapporten kl. 7 i begge teams, lytter til sprog og handlinger, blander sig fagligt, hvis relevant, og følger op uden at kontrollere.
En stor del af min ledelse er tillid til, at medarbejderne kan løfte opgaven ud fra det, vi aftaler. Jeg sidder med i morgenrapporten, hører hvordan de tackler situationerne og bidrager i rummet
Kommunens demenskonsulent understreger desuden vedholdenhed. De samme modeller og indsatser skal bruges igen og igen:
Kunsten er at holde gryden i kog, for så lykkes det.
Gode råd fra Plejehjemmet Bakkebo
Gør personcentreret omsorg konkret
Brug få, fælles redskaber (Blomsten, Isbjerget, Trivselskarret, Demensligningen) hele tiden.
Skab refleksionsrum
Afhold beboerkonferencer, koncentrerede 20-30 minutter kan være nok, brug en klar drejebog og en facilitator udefra teamet.
Følg effekten
Reflekter dagligt på tværs af vagter, og del læringen med pårørende.
Led tæt på praksis
Vær til stede, sæt retning og vis tillid.
Hold fast
Gentag modellerne, så mindset og sprog sætter sig i kulturen.



