Fakta om selvmord og selvmordsforsøg
På denne side kan du finde fakta om selvmord og selvmordsforsøg.
Antal selvmord og selvmordsraten
Fra 1990´erne til 2007 faldt selvmordsraten i Danmark markant, men siden 2007 har selvmordsraten i Danmark været næsten uændret. I perioden 2015-2024 er selvmordsraten i Danmark faldet med 4 pct. I 2024 var selvmordsraten 9,7. Selvmordsraten er antallet af selvmord i et kalenderår per 100.000 borgere.
Antallet af selvmord er omkring 560 om året (gennemsnittet for perioden 2021-2024 er 558 selvmord).
(Kilde: sundhedsdatabank.dk/behandling-og-pleje/psykiatri)
Mænd og kvinder
Selvmord er langt hyppigere blandt mænd end blandt kvinder, og selvmordsraten er 2-3 gange så høj blandt mænd som hos kvinder. I 2024 var selvmordsraten blandt mænd 14,2, mens selvmordsraten blandt kvinder var 5,3 (kilde: sundhedsdatabank.dk/behandling-og-pleje/psykiatri).
Antallet af selvmord er højest blandt mænd i alderen 40-59 år. Selvmordsraten (selvmord pr. 100.000 borgere) er højest blandt mænd over 80 år (kilde: www.forsam.dk).
Selvmordsforsøg
Det præcise antal selvmordsforsøg kendes ikke. Det skyldes, at der er flere, som ikke er i kontakt med sundhedsvæsenet efter selvmordsforsøg, at selvmordsforsøg ikke registreres hos egen læge, og at der sker en underregistrering i landspatientregisteret.
I Landspatientregisteret registreres næsten 3.000 selvmordsforsøg årligt, men udenlandske opgørelser indikerer, at det reelle tal kan være 6-7 gange højere. Der er flest selvmordsforsøg blandt kvinder, og selvmordsforsøgsraten er højest blandt yngre kvinder.
(Kilde: sundhedsdatabank.dk/behandling-og-pleje/psykiatri og Bilagsrapport til fagligt oplæg for national handlingsplan for styrket forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg)
Traumer og psykisk sygdom
Der er mange og forskellige årsager til, at nogle mennesker tager deres eget liv. Nogle af risikogrupperne er mennesker med psykisk sygdom, mennesker med svær fysisk sygdom og mennesker, som har været udsat for traumer og stressfyldte hændelser, for eksempel tab af partner.
Psykiske lidelser er en betydningsfuld risikofaktor for selvmordsforsøg og selvmord. Omkring halvdelen af alle personer, der dør af selvmord, har været i kontakt med psykiatriske hospitaler, og selvmord er 20 gange mere hyppigt forekommende hos mennesker med psykiske lidelser sammenlignet med den øvrige befolkning. Selvmordsrisikoen er høj inden for alle psykiske lidelser, og selvmord er en af årsagerne til overdødelighed hos mennesker med psykiske lidelser.
(Kilde: www.forsam.dk og Bilagsrapport til fagligt oplæg for national handlingsplan for styrket forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg)
Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, er det vigtigt, du taler med nogen.
Kontakt din egen læge inden for lægens åbningstid eller ring til lægevagten:
Region Hovedstaden: 1813
Region Sjælland: 1818
Region Midtjylland: 7011 3131
Region Nordjylland: 7015 0300
Region Syddanmark: 7011 0707
Henvend dig på en psykiatrisk akutmodtagelse, hvis du er i psykisk krise, og har brug for hurtig hjælp.
Kontakt Livslinien på 70 201 201 eller chat med en rådgiver på www.livslinien.dk.
På www.selvmordsforebyggelse.dk kan du, dine pårørende og fagpersoner finde viden og gode råd.
Du skal altid ringe 112, hvis situationen er livstruende.