Gå til hovedindhold

Sundhed på tværs - inspirationsmateriale

Sundhedsstyrelsen har sat fokus på muligheder for – og udfordringer ved at arbejde med sundhed på tværs af de kommunale forvaltningsområder.

Når det er væsentligt at sætte fokus på samarbejdet på tværs af forvaltningsområder, er det fordi borgernes sundhed i vid udstrækning påvirkes af de rammer og betingelser, som skabes af kommunens øvrige forvaltningsområder end sundhedsområdet. Det drejer sig blandt andet om skoletilbud, beskæftigelsesindsatser, miljøforhold som fx forurening og støj, sociale forhold for den enkelte og muligheder for fritidsudfoldelser.

Omvendt er de fleste øvrige forvaltningsområder også påvirket af borgernes sundhedstilstand – det gælder fx i forhold til behov for pleje og støtte til ældre og kronisk syge patienter, i forhold til lediges arbejdsmarkedsevne, unges indlæringsparathed og meget andet.

Ved at arbejde med sundhed på tværs af forvaltningsområder kan man altså både forfølge sundhedsfaglige målsætninger og målsætninger inden for de enkelte forvaltningsområder. I det sidste tilfælde bliver sundhedsindsatserne et middel til at opnå målsætninger, som ligger inden for det enkelte forvaltningsområdes kerneopgaver.

Materialer

Sundhedsstyrelsen har fået udarbejdet en rapport, som sætter fokus på mulighederne for at indarbejde sundhed i øvrige forvaltningsområders kerneopgaver. Med udgangspunkt i den rapport har Sundhedsstyrelsen udarbejdet en række materialer i form af inspirationsmateriale, folder og faktablade.

Publikationen er ment som inspiration til, hvordan kommunen kan bidrage til at forbedre borgernes sundhedstilstand ved at udnytte potentialer inden for forskellige forvaltningsområder. Der er med andre ord fokus på, hvordan kommunerne kan skabe sunde rammer på tværs af forvaltningsområderne, og ikke på, hvilke sundhedsfremme- og forebyggelsestilbud sundhedsområdet i øvrigt kan give den enkelte borger.

Inspirationsmateriale

Sundhed på tværs - inspirationsmateriale


Forebyggelse