Børn i familier med alkoholproblemer. En evaluering af tre former for støtte
Denne evaluering falder i to dele. Den første omfatter resultater og perspektiver, og den anden er den kvalitative baggrundsanalyse.
Evalueringen giver et indblik i tre forskellige måder at arbejde med støtten til børn i familier med alkoholproblemer, og den peger på såvel muligheder som begrænsninger ved disse metoder. Evalueringen viser også, at der stadig er et udviklingsarbejde med at sikre, at børnene får den støtte, de har behov for. Børnenes behov for støtte vedrører både de direkte problemer i forhold til forældrenes alkoholforbrug, men de vedrører også de ofte vanskelige relationer disse børn har til deres kammerater − formentlig fordi de, på grund af det voksenansvar de ofte må tage, fungerer anderledes end deres jævnaldrende.
Denne kvalitative undersøgelse af tre forskellige tilbud til børn i familier med alkoholproblemer formidler det indtryk, at forældre og børn her modtager et tilbud, som de ikke har fået før, og som de er rigtig glade for. Selvom disse lette forebyggende tilbud er begrænsede i deres karakter og ikke særlig ressourcekrævende, er både forældre og børn ved opfølgningen et år senere taknemmelige for den støtte, de fik. Undersøgelsen peger på, at alkoholproblemers betydning for familien er et nyt perspektiv, som det er vigtigt for såvel børn som forældre at få et særligt fokus på i en familieorienteret alkoholbehandling.
