Vaccinationssæsonen er godt i gang - nye indsatser skal gøre flere opmærksomme på tilbuddet om vaccination
Vaccinationsindsatsen mod influenza og covid-19 har været i gang siden den 1. oktober, og mange har allerede taget imod tilbuddet. Nu lancerer Sundhedsstyrelsen en ny kommunikationsindsats og en række lokale indsatser, der skal gøre flere opmærksomme på vaccinationstilbuddet.
Efterårets vaccinationsindsats mod influenza og covid-19 er kommet godt fra start. Mange er allerede blevet vaccineret, og mere end 680.000 personer har bestilt tid til vaccination. Statens Serum Institut forventer et højt niveau af smitte med influenza. Derfor er det vigtigt, at personer i øget risiko bliver vaccineret.
”Det er rigtig positivt, at mange allerede har bestilt tid eller er blevet vaccineret. Før smitten stiger, er der stadig mange, der kan have gavn af at blive vaccineret, som endnu ikke har bestilt tid. Derfor vil vi gerne minde personer i målgruppen om, at de kan blive vaccineret,” siger enhedschef Kirstine Moll Harboe.
Vaccination mod influenza og covid-19 anbefales til alle på 65 år og derover og til personer under 65 år, som lever med en kronisk sygdom eller tilstand, der øger risikoen for et alvorligt sygdomsforløb.
Har din mor, far eller en anden tæt på dig husket at bestille tid til vaccination?
I dag lancerer Sundhedsstyrelsen en kampagne, som skal minde personer på 65 år og derover og personer med kroniske sygdomme om, at de skal huske at bestille tid til vaccination. Kampagnen henvender sig også til pårørende, så de kan hjælpe deres nærmeste med at bestille en tid.
”Er man under 65 år og lever med en kronisk sygdom, modtager man ikke en invitation til vaccination i Digital Post. Man skal selv være opmærksom på, om man er omfattet af tilbuddet, og vi håber, at de pårørende vil hjælpe ved at spørge deres mor, far, partner, nabo eller andre, de har nær og kær, om de er opmærksomme på, at de nu kan blive vaccineret”, siger Kirstine Moll Harboe.
Kommunikationsmaterialerne vil i de kommende uger blandt andet kunne ses i bybilledet på busser og digitale skærme, i udvalgte ugeblade, sociale medier, nyhedssites og hos din praktiserende læge.
Information og vaccination rykker tættere på borgerne
Der er generelt høj tilslutning til sæsonvaccinationerne i Danmark, men der er fortsat områder, hvor færre tager imod tilbuddet. Derfor gør Sundhedsstyrelsen igen i år en særlig indsats for at nå borgere, som kan være svære at nå gennem de brede kampagner.
Formålet er at øge kendskabet til vaccinationstilbuddet og styrke dialogen og tilliden mellem borgere og sundhedsmyndighederne i udvalgte områder med lav vaccinationstilslutning.
”Der kan være mange forskellige grunde til, at man ikke bliver vaccineret. Erfaringer fra tidligere indsatser viser, at praktiske barrierer, spørgsmål om vaccination og tillid til myndighederne kan have betydning for, om man tager imod tilbuddet. Derfor rykker vi både information og vaccination tættere på borgerne”, siger Kirstine Moll Harboe.
Sundhedsstyrelsen har derfor igen i år indgået et samarbejde med civilsamfundsorganisationen Mino Danmark, som arbejder med at bygge bro mellem myndigheder og borgere med etnisk minoritetsbaggrund. Sammen med regionerne besøger Sundhedsstyrelsen og Mino Danmark udvalgte moskéer i områder med lav vaccinationstilslutning. Her kan minoritetsetniske borgere få information om vaccination mod influenza og covid-19, tale med sundhedsfaglige og blive vaccineret på stedet, hvis de er omfattet af tilbuddet.
Læs mere om vaccinationstilbuddet
Påmindelse på vej til personer over 65 år
I begyndelsen af november bliver der sendt et påmindelsesbrev ud til personer på 65 år eller derover, som endnu ikke er blevet vaccineret.
Der er fortsat god tid til at blive vaccineret, da vaccinationstilbuddet fortsætter frem til og med den 20. december. Du kan bestille tid på vacciner.dk