Gå til hovedindhold

Sundhedsfremmepulje samler indsatsen om rusmiddelforebyggelse, trivsel og fysisk aktivitet

Fra 2027 bliver puljen til sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse omlagt. Puljen vil fremover understøtte mere bæredygtige projekter og sikre en mere stabil finansiering af flere landsdækkende aktiviteter.

Puljen til sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse omlægges i 2027. Omlægningen betyder, at puljen fordeles på færre indsatsområder, at foreninger og organisationer får længere tid til at udvikle og forankre deres indsatser og at en række landsdækkende aktiviteter får en mere stabil finansiering på finansloven. Samtidig skifter puljen navn til Sundhedsfremmepuljen.

Puljen vil i 2027-2030 fordeles på følgende indsatsområder:

  • Rusmiddelforebyggelse

  • Mental sundhedsfremme

  • Fysisk aktivitet

Områderne er valgt, fordi de har væsentlig betydning for folkesundheden.

Længere tid til at udvikle og forankre indsatserne

Puljen udmøntes fremover hvert fjerde år til projekter, der løber over fire år, hvor den tidligere har været udmøntet hhv. hvert år og hvert tredje år. Den længere projektperiode skal give foreninger og organisationer bedre mulighed for at udvikle indsatser af høj faglig kvalitet og arbejde langsigtet med at føre dem ud i livet og forankre dem.

Landsdækkende aktiviteter på finansloven

Som en del af omlægningen får en række landsdækkende aktiviteter af national betydning direkte bevilling på finansloven de kommende fire år. Dermed får organisationerne, der tidligere har været usikre på deres finansiering, mere ro og stabilitet og kan se frem til færre administrative byrder ved ikke at skulle søge midler fra puljen.

Hvem kan søge puljen

Puljen kan søges af private landsdækkende non-profit foreninger og organisationer. Puljeopslaget offentliggøres på Sundhedsstyrelsens hjemmeside i løbet af efteråret.

Forebyggelse