Nyt materiale til almen praksis skal styrke dialogen om antibiotika til børn
Antibiotikaforbruget i Danmark er faldet de seneste år, men særligt ældre og børn mellem 0-10 år skiller sig ud med et højt forbrug. Sundhedsstyrelsen har denne uge sendt materialer ud til en række lægeklinikker. Indsatsen er en del af den nationale handleplan for at bekæmpe udviklingen med resistente bakterier hos mennesker.
Alle børn bliver indimellem syge, får hoste, ondt i ørerne eller infektioner, og mange infektioner i ører, næse og hals skyldes virus, som antibiotika ikke virker på. Alligevel kan der opstå en usikkerhed hos forældre om, hvad der er den rigtige behandling, og om antibiotika er nødvendigt.
”Det kan være bekymrende, når ens barn er sygt. Derfor er det vigtigt, at forældre fortsat kontakter egen læge, når tvivlen opstår. Lægen vil altid lave en faglig vurdering af barnets tilstand, og om der skal ordineres antibiotika”, siger Kirstine Moll Harboe, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
Omsorg er nogle gange den bedste medicin
Materialerne som klinikkerne modtager skal hjælpe med til, at antibiotika kun bruges, når det er nødvendigt. De består af plakater til venteværelset, en pjece til forældre, klistermærker til børn og materialer, som kan bruges i konsultationer med forældre til børn. Det centrale budskab i dem er: Nogle gange er omsorg den bedste medicin – andre gange er det antibiotika.
Materialerne kan bruges i samtalen om barnets symptomer, og om antibiotika er nødvendigt. Det skal ikke erstatte den lægefaglige vurdering, men støtte dialogen i konsultationen og oplyse forældrene om, hvad de selv skal være opmærksomme på, når deres barn er sygt.
Antibiotikaresistens er en fælles udfordring
Antibiotika skal kun bruges, når det er nødvendigt. Resistens overfor antibiotika opstår, når bakterier udvikler sig og bliver modstandsdygtige over for antibiotika. Antibiotikaresistens betyder, at infektioner kan blive sværere at behandle nu og i fremtiden, og et overforbrug og forkert brug af antibiotika vil øge risikoen for resistens.
”Antibiotikaresistens er en alvorlig og voksende trussel mod vores muligheder for at behandle infektioner. Jo mere antibiotika vi bruger, jo større er truslen. Derfor er det afgørende, at vi kun bruger antibiotika, når det er nødvendigt”, siger Kirstine Moll Harboe og fortsætter:
”I Danmark kan vi stadig behandle de fleste infektioner, men øget antibiotikaresistens kan betyde, at vi i fremtiden får sværere ved at behandle nogle sygdomme. Derfor skal antibiotika bruges med omhu, og det skal vi have en god samtale med forældrene om, når de kommer til lægen med deres syge børn. Den samtale skal vores materiale hjælpe med i en travl hverdag”.
Læs mere om antibiotikaresistens
Bestil materialer til din praksis
Materialerne er sendt ud til de lægeklinikker, som har et højt antal patienter tilknyttet i alderen 0-10 år. Hvis din almen praksis ikke har modtaget materialet, men I ønsker at modtage det, kan I bestille det via linket:
Antibiotikaforbrug i Danmark
Selvom antibiotikaforbruget i Danmark de seneste år er faldet og stabiliseret og brugen i stigende grad er blevet mere smalspektret, ligger forbruget fortsat over niveauet i andre europæiske lande. Størstedelen af forbruget sker i primærsektoren, og særligt børn i alderen 0–10 år samt ældre over 70 år skiller sig ud med et højt forbrug.
Kilde: DANMAP-undersøgelse (2025)
National handlingsplan
I 2025 lancerede regeringen en ny National handlingsplan for antimikrobiel resistens hos mennesker. Målet er at forebygge og bremse udviklingen af resistens og sikre, at antibiotika og andre antimikrobielle lægemidler fortsat kan anvendes effektivt til behandling af infektioner. Handlingsplanen indeholder blandt andet oplysnings- og informationskampagner om AMR til både borgere og sundhedspersonale. Materialepakkerne er første del af oplysnings- og informationskampagne, og anden del lanceres i efteråret 2026.