Nye retningslinjer skal give bedre adgang til praktiserende speciallæger i hele landet
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet nye nationale retningslinjer for regionernes planlægning af speciallægehjælp. Målet er, at borgere på sigt får bedre og mere lige adgang til praktiserende speciallæger tættere på deres hjem.
De nationale retningslinjer er en vigtig brik i sundhedsreformen og omstillingen af sundhedsvæsenet og skal sætte retningen for udviklingen af speciallægepraksis i de kommende år. Med retningslinjerne får regionerne et fælles grundlag for, hvordan de skal planlægge kapaciteten af praktiserende speciallæger, og fremadrettet skal Sundhedsstyrelsen godkende regionernes praksisplaner.
I dag er de praktiserende speciallæger meget ulige fordelt geografisk med klart flest i hovedstadsområdet og de større byer. Samtidig får praktiserende speciallæger en større rolle i fremtidens sundhedsvæsen, hvor mere behandling skal foregå tæt på borgerne.
De nationale retningslinjer forventes at træde formelt i kraft i foråret 2027. Regionerne skal derefter have vedtaget deres første praksisplaner inden den 1. juli 2028. Planerne skal godkendes hvert fjerde år, og i mellemtiden vil Sundhedsstyrelsen fungere som rådgiver for regionerne.
Læs de nationale retningslinjer for regionernes planlægning af speciallægehjælp