Gå til hovedindhold

Nye kvalitetsstandarder løfter fremtidens regionale sundheds- og omsorgspladser

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet nationale kvalitetsstandarder for de kommende regionale sundheds- og omsorgspladser.

Kvalitetstandarderne fastsætter krav og anbefalinger til målgruppe, indhold og organisering, samt hvilke faglige kompetencer der skal være på pladserne.

“Kvalitetsstandarderne understøtter et mere ensartet tilbud på tværs af landet, og stiller krav til regional lægedækning og flere sygepleje- og terapeutfaglige kompetencer på sundheds- og omsorgspladserne. For borgerne betyder det, at de på pladserne vil møde fasttilknyttede læger med behandlingsansvar og opleve bedre sammenhæng i deres behandling. De vil samlet set få et tilbud af høj kvalitet - uanset hvor i landet de opholder sig,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Louise Lauridsen.

Målrettet borgere med komplekse behandlingsbehov

De nuværende kommunale midlertidige døgnpladser overgår fra 1. januar 2027 til regionerne. Pladserne er målrettet til borgere, med behov for en sundhedsfaglig indsats, som ikke kræver en sygehusindlæggelse, men heller ikke hensigtsmæssigt kan tilrettelægges i eget hjem.

Opholdene på de kommende regionale sundheds- og omsorgspladser skal have et rehabiliterende sigte, fx genoptræning efter en operation eller hospitalsindlæggelse. Indsatserne kan fx omfatte observation, pleje, behandling, genoptræning og basal palliation. I tildelingen af pladserne skal der altid tages udgangspunkt i en individuel og helhedsorienteret vurdering af borgerens samlede sundhedstilstand og livssituation.

Styrket lægedækning samt nærhed og sammenhæng i borgerforløb

Et centralt element i kvalitetsstandarderne er et styrket kompetenceniveau og et klart behandlingsansvar. Der stilles fx krav om tilstedeværelse af sygeplejersker i dag- og aftentimer samt mulighed for tilkald om natten, og om terapeuter i dagtimer alle ugens dage.

Derudover indeholder standarderne et krav om fasttilknyttet lægedækning med regionalt behandlingsansvar. Som udgangspunkt skal lægedækningen varetages af læger med kompetencer inden for almen medicin og ældremedicin (geriatri). Formålet er at sikre kontinuitet, bedre faglig sparring og et mere klart ansvar i behandlingen.

Antalsmæssigt er det 70 procent af de nuværende pladser, som flyttes - det svarer til 2.627 pladser. Kvalitetsstandarderne beskriver, at pladserne som udgangspunkt skal være geografisk nært placeret i forhold til borgerne. Der stilles også krav om tæt samarbejde mellem regioner og kommuner for at sikre sammenhængende forløb og gode overgange for borgerne før, under og efter ophold på sundheds- og omsorgspladser.

Der er samtidig indgået en politisk aftale om, at ophold på sundheds- og omsorgspladser fra 1. januar 2027 bliver gratis for borgerne. Det gælder både ophold, kost, linned, tøjvask og medicin, der udleveres som led i behandlingen.

Kvalitetsstandarderne er udarbejdet som led i sundhedsreformen og har været i offentlig høring i perioden december 2025 til januar 2026.

Nationale kvalitetsstandarder

Se mere om Sundhedsstyrelsens arbejde med sundhedsreformen

Relateret nyheder