Gå til hovedindhold

Ny rapport peger på rehabiliterende indsatser som de væsentligste udfordringer på hjerteområdet

Det går generelt godt på hjerteområdet, og der har henover de seneste årtier været en positiv udvikling. Det viser den nyeste rapport om hjerteområdet ”Hjerteopfølgning 2024”.

Antallet af mennesker, der dør af en hjerte-kar-sygdom, er i dag halveret, og hjerte-kar-sygdom er gået fra primært at være livstruende til i højere grad at kunne karakteriseres som en kronisk tilstand. Det går altså fortsat godt på hjerteområdet og for de mennesker, der lever med hjerte-kar-sygdom.

”Hjerteområdet er et område, hvor man igennem en årrække har arbejdet fokuseret med kvaliteten i behandlingen af mennesker med hjerte-kar-sygdom, og området har været igennem en konstant udvikling. Sundhedsstyrelsen vil blandt andet tage afsæt i det arbejde i forbindelse med kommende opgaver med en omstilling af sundhedsvæsenet,” siger konstitueret sektionsleder i Sundhedsstyrelsen Hanne Bramaholm Hager.

Da risikoen for hjerte-kar-sygdomme øges med alderen, vil den demografiske udvikling med flere ældre mennesker i befolkningen betyde, at stadigt flere vil leve med hjerte-kar-sygdom. Efterspørgslen for de rehabiliterende indsatser, der kan støtte mennesker i at leve gode liv med deres sygdom, forventes derfor at stige.

”Når man har fået konstateret en hjerte-kar-sygdom, bliver mange meget motiverede for hurtigt at komme i gang og gøre noget for deres helbred. Livsstilsrelaterede indsatser som fysisk træning, hjælp til rygestop eller diætbehandling har stor betydning for den enkeltes sygdomsforløb, livskvalitet og evne til at leve med sygdommen,” siger Hanne Bramaholm Hager, der fortsætter: ”Derudover er en hurtig opfølgning samt rehabiliterende indsatser efter sygdomsdebut eller sygehuskontakt med til at forebygge genindlæggelser og fremtidig sygdom.”

Hjerteopfølgning 2024 baserer sig primært på faglige anbefalinger indenfor kvalitet og udvikling af hjerteområdet. Sundhedsstyrelsen er i forbindelse med udarbejdelsen af Hjerteopfølgning 2024 blevet rådgivet af Sundhedsstyrelsens Udvalg for Hjertesygdomme med medlemmer på tværs af fagområder fra henholdsvis regioner og kommuner samt patientorganisationer.

Læs Hjerteopfølgning 2024

Relaterede nyheder