Gå til hovedindhold

Gratis HPV-vaccination til drenge giver rigtig god mening

Fra 1. september i år kan drenge, der bliver 12 år den 1. juli i år eller fremover, blive gratis vaccineret mod HPV.

I forbindelse med det nye, udvidede tilbud om gratis HPV-vaccination til både piger og drenge, har Sundhedsstyrelsen lavet en grundig gennemgang af de sundhedsfaglige, sundhedsøkonomiske og etiske konsekvenser af og overvejelser om det nye tilbud – en såkaldt medicinsk teknologivurdering (MTV).

På baggrund af gennemgangen er det Sundhedsstyrelsens vurdering, at det er meningsfuldt at tilbyde HPV-vaccination til alle 12-årige drenge i det danske børnevaccinationsprogram.

I vurderingen bliver der især lagt vægt på, at der er overbevisende dokumentation for en tydelig forebyggende effekt af HPV-vaccination i forhold til analkræft og kønsvorter.

”Vores gennemgang viser, at der er store fordele ved at få drenge med i tilbuddet om gratis HPV-vaccination. Det bliver en gevinst for forebyggelsesindsatsen, især fordi vaccinen beskytter både mod kræft og kønsvorter”, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

I forbindelse med, at drenge, der fylder 12 år 1. juli eller senere, får tilbud om HPV-vaccination, bliver Sundhedsstyrelsens informationsindsats om HPV-vaccination tilpasset. Indsatsen hedder nu ”Stop HPV – bliv vaccineret”, og den skal bringe information ud til forældre til både piger og drenge om HPV-vaccination og de sygdomme, som det seksuelt overførte virus HPV er skyld i. Indsatsen kører primært på Facebook og har sin egen hjemmeside: www.stophpv.dk, hvor både forældre og sundhedsfaglige kan læse mere.

HPV-vaccinen blev indført i det danske børnevaccinationsprogram i 2009, og siden da har alle piger mellem 12 og 18 år gratis kunnet modtage vaccinen. Siden introduktionen har næsten 700.000 piger og unge kvinder taget imod tilbuddet.

Læs den færdige MTV-rapport

Læs Sundhedsstyrelsens faglige indstilling

Hvad er en MTV?

En MTV, eller en medicinsk teknologivurdering, er en grundig, metodisk gennemgang af både sundhedsfaglige, økonomiske og etiske konsekvenser ved at indføre en ny behandlingsform eller, som i dette tilfælde, en ny vaccine i det danske børnevaccinationsprogram.

Relaterede nyheder