Gå til hovedindhold

Maksimale ventetider for november 2018 og ekstra opgørelser fra Region Sjælland

Regionerne har indberettet til Sundhedsstyrelsen, om bekendtgørelsen om maksimale ventetider for patienter med kræft- og hjertesygdom blev overtrådt i november måned. Der var seks overtrædelser vedrørende kræftsygdom i november 2018. Desuden har to regioner samlet efterindberettet 114 tilfælde, hvor der har været overtrædelser i 2017-2018.

Regionerne har indberettet til Sundhedsstyrelsen, om bekendtgørelsen om maksimale ventetider for patienter med kræft- og hjertesygdom blev overtrådt i november måned. Der var seks overtrædelser vedrørende kræftsygdom i november 2018. Desuden har to regioner samlet efterindberettet 114 tilfælde, hvor der har været overtrædelser i 2017-2018.

Den manglende overholdelse af reglerne om de maksimale ventetider for november 2018 drejer sig om:

  • 3 hændelser vedrørende behandling for kræftsygdom i Region Hovedstaden
  • 1 hændelse vedrørende udredning for kræftsygdom i Region Nordjylland
  • 1 hændelse vedrørende operation for kræftsygdom i Region Syddanmark
  • 1 hændelse vedrørende operation for kræftsygdom i Region Midtjylland

Region Hovedstaden har oplyst, at overtrædelserne vedrører to patienter, der begge ventede tre dage for længe på at blive udredt for kræft, samt en patient der var henvist til strålebehandling og ventede en dag for længe. Ifølge regionen skyldes ventetiden for udredningen sygdom hos personalet, mens ventetiden til strålebehandling skyldes, at patienten blev tilbudt en for sen behandlingsdato. Patienterne blev inden behandlingen ikke informeret om deres rettigheder i forhold til den længere ventetid. Regionen har meddelt, at afdelingsledelsen har fokus på at overholde de maksimale ventetider ved sygdom blandt personale. Endvidere oplyser regionen, at reglerne om de maksimale ventetider er blevet påpeget over for personalet, der administrerer afdelingens bookninger. 

I Region Nordjylland var der i november et patientforløb, hvor bekendtgørelsen om de maksimale ventetider blev overtrådt. Patienten ventede 7 dage for længe på udredning, da det ved en fejl ikke blev noteret i henvisningen, at patienten skulle i et kræftforløb. Regionen har oplyst, at de har analyseret hændelsen med henblik på at sikre, at der fremover sikres korrekt henvisning og tydelig ordination af kræftpakkeforløb. 

Region Syddanmark har i november indberettet et kræftforløb, hvor reglerne om maksimale ventetider var overtrådt. Overtrædelsen vedrører en patient, der var henvist til operation for kræft. Sygehuset fik ved en fejl ikke bestilt en operationstid til patienten. Patientens rettigheder blev derved brudt, da patienten uden at være informeret ventede 14 dage længere, end reglerne om maksimale ventetider tillader. Regionen har oplyst, at arbejdsgange på den pågældende afdeling er blevet gennemgået med henblik på at undgå fremtidige gentagelser.

Region Midtjylland har oplyst, at den indberettede overtrædelse vedrører en patient, der var henvist til operation for kræftsygdom. Patientens operation blev udskudt på operationsdagen, da hospitalet ikke havde plads til at tage hånd om patienten efter operationen. Patienten blev ikke rettidigt tilbudt en ny tid, og ventede grundet udskydelsen 12 dage for længe. Regionen har oplyst, at de fremadrettet har fokus på at sikre ledig plads på hospitalsafdelingerne.

Med i Region Midtjyllands indberetninger var desuden en efterindberetning af en overtrædelse af bekendtgørelsen, der fandt sted i december 2017.

Ekstra indberetninger som følge af en intern journalgennemgang i Region Sjælland 

Region Sjælland har den 10. december efterindberettet 113 overtrædelser, der har fundet sted i perioden februar 2017 til november 2017, samt marts 2018 til august 2018. Overtrædelserne indberettes efter en journalgennemgang, der er sat i værk som resultat af, at Rigsrevisionen har påpeget potentielle udfordringer i Region Sjællands dokumentationspraksis. Indberetningerne vedrører patientforløb, der overskrider de maksimale ventetider, og hvor regionen hverken har dokumenteret årsagen til den længere ventetid, eller om patienten har været informeret om sine rettigheder. To af forløbene har fundet sted på Næstved, Slagelse, Ringsted Sygehuse, mens de resterende 111 patientforløb har fundet sted på Sjællands Universitetshospital. Størstedelen af de indberettede forløb vedrører operation til brystkræft, hvor 84 patienter har ventet mellem 1 og 19 dage længere, end reglerne om de maksimale ventetider tillader.

”Det er en meget trist situation, at patienternes rettigheder muligvis har været brudt, og regionen først bliver opmærksom på overtrædelserne nu. Det er vigtigt, at regionerne dokumenterer korrekt i journalerne og rettidigt indberetter eventuelle overtrædelser til os i Sundhedsstyrelsen. Vi kan høre på Region Sjælland, at de tager situationen alvorligt og planlægger relevante initiativer for at sikre, at ventetiderne bliver overholdt fremover. Vi vil fra Sundhedsstyrelsens side følge op på sagen på kommende møde i Task Force for Patientforløb på Kræft- og Hjerteområdet” siger centerchef Helene Probst i Sundhedsstyrelsen. 

Om de maksimale ventetider

Sundhedsministeriet indførte fra den 1. marts 2012 skærpede krav til regionernes indberetning om overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider. Kravene indebærer, at regionerne hver måned skal oplyse Sundhedsstyrelsen om, hvorvidt de har overholdt reglerne om de maksimale ventetider i forhold til de konkrete patienter, der er blevet henvist til udredning og behandling.

Relaterede nyheder