Sundhedsstyrelsens årsrapport for 2016
Sundhedsstyrelsens årsrapport er netop offentliggjort. Årsrapporten beskriver Sundhedsstyrelsens arbejde, regnskab og målopfyldelse af resultatkontrakt for 2016.
Sundhedsstyrelsens årsrapport er netop offentliggjort. Årsrapporten beskriver Sundhedsstyrelsens arbejde, regnskab og målopfyldelse af resultatkontrakt for 2016.
Sundhedsstyrelsen havde i 2016 et underskud på 0,8 mio. kr. mod et overskud på 1,7 mio. kr. i 2015. Årets resultat er tilfredsstillende, hvilket skal ses i lyset af ubalance på områder finansieret af gebyr og indtægtsdækket virksomhed. Sundhedsstyrelsens udgifts- og indtægtsniveau for 2016 kan ikke umiddelbart sammenlignes med tidligere år, da flere opgaver er flyttet fra Sundhedsstyrelsen fra og med 2016.
Underskuddet på den indtægtsdækkede virksomhed dækkes af prisstigning gældende fra 1. januar 2017, og underskuddet på gebyrvirksomhed analyseres med departementet og forventes at føre til gebyrstrukturomlægning og gebyrstigning medio 2017.
Mål for Sundhedsstyrelsens arbejde
Der blev i februar 2016 indgået resultatkontrakt mellem Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet gældende for 2016. I resultatkontrakten indgik 10 mål, som var formuleret med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens fire kerneopgaver i Finansloven. Sundhedsstyrelsen opnåede 2016 en målopfyldelse på 100 pct. Målopfyldelsen vurderes meget tilfredsstillende.
”Vi er kommet godt i land med vores nye styrelse, og det er et flot resultat for det første år. Vi har haft mange store opgaver, som er kommet i hus, og nu er vi klar til de udfordringer, der kommer i 2017”, siger direktør Søren Brostrøm i Sundhedsstyrelsen.
Udvalgte resultater for 2016
Sundhedsstyrelsen har i 2016 afleveret tre store oplæg til regeringen om den ældre medicinske patient, demenshandlingsplan og Kræftplan IV.
Desuden er der ved udgangen af 2016 udgivet 46 Nationale Kliniske Retningslinjer, og vores demensrejsehold har gennemført 327 praksisnære læringsforløb. Rammer for sundhedsvæsenet sættes blandt andet gennem specialeplanlægningen, som er under revision. I 2016 udsendte vi udkast til den regionale placering af langt de fleste funktioner i høring.
Desuden har vi gennem tre rapporter, der er udarbejdet for Sundhedsstyrelsen af Statens Institut for Folkesundhed, sat fokus på folkesundhed: risikofaktorer, sygdomsbyrden og mental sundhed. Sundhedsstyrelsens laboratorium for persondosimetri, der sikrer levering af lovpligtig dosimetriydelse til stråleudsatte arbejdstagere i hele Danmark, blev i 2016 akkrediteret og lever dermed op til internationale standarder herunder ny lovgivning på baggrund af strålebeskyttelsesdirektivet.