Sundhedsstyrelsen genopslår pulje for prioriterede indsatser indenfor tobaksforebyggelse
Foreninger og organisationer kan søge om tilskud til aktiviteter og udviklingsprojekter indenfor tobaksforebyggelse i 2017 via Sundhedsfremmepuljen.
Foreninger og organisationer kan søge om tilskud til aktiviteter og udviklingsprojekter indenfor tobaksforebyggelse i 2017 via Sundhedsfremmepuljen.
Der kan søges om midler til projekter, der støtter målsætningen om at udfase rygning blandt børn og unge i 2030.
Puljen har blandt andet fokus på
- Projekter, der sigter mod at sikre at forbuddet mod salg af tobaksvarer til børn og unge under 18 år bliver overholdt, herunder salg af et-styks tobak
- Projekter, der rummer partnerskaber med fokus på forebyggelse af rygestart og rygestop blandt unge på ungdomsuddannelser, hvor der er en kombination af skoleophold og praktik- eller lærlingeplads
- Projekter med fokus på voksne, som er del af børn og unges netværk, eksempelvis forældre, frivillige med kontakt til børn og unge i foreningsregi eller pædagogisk personale, som arbejder med børn og unge. Herunder kan indsatserne indeholde fremme af rygestop blandt voksne rollemodeller
Puljen kan søges af foreninger og organisationer, der ikke er offentlige eller har et kommercielt sigte. I valget af projekter vil der blive lagt vægt på, at ansøgerne kan dokumentere, at de har de fornødne ressourcer til at kunne gennemføre et fagligt velfunderet projekt indenfor tobaksforebyggelse, og samtidig kan vise relevant dokumentation af resultater. Det er et mål, at støttede projekter skal kunne udbredes nationalt.
Se opslaget, der beskriver de projekttyper, der kan søges til og de formelle krav
Der forventes, at der samlet bliver udmøntet omkring 2.900.000 kr. til projekter indenfor tobaksforebyggelse i 2017. Ansøgningsfristen er fredag den 9. juni 2017 kl. 12.