Gå til hovedindhold

Maksimale ventetider for kræft- og hjertesygdomme for december 2014

Regionerne har indsendt indberetninger til Sundhedsstyrelsen om overholdelsen af maksimale ventetider for december måned 2014 vedrørende patienter med kræft- og hjertesygdom. Indberetningerne viser overskridelser i 30 tilfælde vedrørende kræftsygdom.

Regionerne har indsendt indberetninger til Sundhedsstyrelsen om overholdelsen af maksimale ventetider for december måned 2014 vedrørende patienter med kræft- og hjertesygdom. Indberetningerne viser overskridelser i 30 tilfælde vedrørende kræftsygdom. Der er ikke indberettet overskridelser vedrørende hjertesygdom. Sundhedsstyrelsen ser med alvor på disse overskridelser og har derfor bedt regionerne om at sikre, at bekendtgørelsen om maksimale ventetider bliver overholdt.

Den manglende overholdelse af bekendtgørelsen om de maksimale ventetider fordeler sig i december 2014 sådan: 

  • 29 hændelser, som vedrører kræftsygdom i Region Hovedstaden
  • 1 hændelse, som vedrører kræftsygdom i Region Nordjylland

Region Hovedstaden har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at overskridelsen af den maksimale ventetid for 28 patienter vedrører forundersøgelse for tyk- og endetarmskræft på 1 sygehus i regionen. For 14 af patienterne er overskridelserne af den maksimale ventetid på max. 2 dage, og for de øvrige 14 patienter er overskridelserne på max. 8 dage. Sygehuset har ikke kunnet tilbyde forundersøgelse inden for den maksimale ventetid, og overskridelserne skyldes, at patienterne ikke blev henvist til et andet sygehus til forundersøgelse indenfor den maksimale ventetid. Region Hovedstaden har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at det fremadrettet sikres, at et sygehus, som ikke kan tilbyde patienten en forundersøgelse indenfor den maksimale ventetid, omgående henviser patienten til et andet sygehus, der kan. Sundhedsstyrelsen har overfor Region Hovedstaden præciseret reglerne vedrørende maksimale ventetider.

Region Hovedstaden har endvidere oplyst til Sundhedsstyrelsen, at overskridelsen af den maksimale ventetid i ét tilfælde er på 11 dage og vedrører forundersøgelse for æggestokkekræft. Overskridelsen skyldes, at henvisningen fejlagtigt blev håndteret efter de generelle regler for henvisning til udredning på sygehus og ikke reglerne om maksimale ventetider. Region Hovedstaden har oplyst, at det fremadrettet sikres, at visitationen ved kræftpatienter fremadrettet sker korrekt efter reglerne om maksimale ventetider.

Region Nordjylland har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at overskridelsen af den maksimale ventetid er på 7 dage og vedrører ventetid til forundersøgelse for kræft i knogler og bløddele. Overskridelsen skyldes, at sygehusets normale henvisningsprocedure ikke blev fulgt. Region Nordjylland har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at det er indskærpet overfor det pågældende sygehus, at de aftalte henvisningsprocedurer fremover anvendes.

Sundhedsministeriet indførte fra den 1. februar 2012 skærpede krav til regionernes indberetning om overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider. Kravene indebærer, at regionerne hver måned skal oplyse Sundhedsstyrelsen om, hvorvidt de har overholdt reglerne om de maksimale ventetider i forhold til de konkrete patienter, der er blevet henvist til undersøgelse og behandling.

Relaterede nyheder