Gå til hovedindhold

Specialeplanen til revision

Sundhedsstyrelsen har affyret startskuddet til en revision af specialeplanlægningen på en Kick Off konference 21. januar 2014.

Sundhedsstyrelsen har affyret startskuddet til en revision af specialeplanlægningen på en konference 21. januar 2014. 

Formålet med konferencen var at få en vurdering af den nuværende plan fra 2010 fra de over 350 deltagere fra regioner, faglige selskaber, patientforeninger med videre. Samtidig skulle konferencen samle input til, hvilke ændringer der er behov for fremover.

Specialelandskabet er tegnet op

Der var blandt deltagerne en bred forståelse af, at der ikke er behov for eller ønske om, at der på nuværende tidspunkt sker nye store ændringer i specialeplanen. Den samlede vurdering er dermed, at den nuværende specialeplan er et godt fundament.

Den kommende revision af specialeplanen vil derfor fokusere på at justere planen for at sikre, at den følger udviklingen indenfor sundhedsvæsenet, og at de eventuelle uhensigtsmæssigheder, der er i den nuværende plan, bliver vurderet. Revisionen skal samtidig skabebedre muligheder for at monitorere specialeplanlægningen gennem indikatorer fra udvalgte specialfunktioner.

Øget dokumentation for kvaliteten 

Dokumentation er dermed et af fokusområder, der skal styrkes i den kommende revision.

”Der var generel enighed på konferencen om, at den første specialeplan har haft en positiv effekt - kvaliteten er højnet ved at samle specialiserede behandlinger på færre afdelinger. Men der var også enighed om, at det er svært at dokumentere. Derfor vil alle specialer blive bedt om at komme med forslag til funktioner, der kan monitoreres bedre. Monitoreringen skal så vidt muligt tage udgangspunkt i de eksisterende databaser og tilgængelige oplysninger, så specialeplanen ikke medfører unødig registrering”, siger Søren Brostrøm, enhedschef i Sundhedsstyrelsen 

Specialer samlet på færre matrikler

Det danske sundhedsvæsen har over en årrække gennemgået store forandringer. Strukturreformen medførte, at regionerne udarbejdede sygehusplaner, som i højere grad samlede og fokuserede indsatsen.

Efter strukturreformen og den nye sundhedslov fra 2007 fik Sundhedsstyrelsen nye beføjelser i forhold til planlægning af det specialiserede sundhedsvæsen. I 2010 udmeldte Sundhedsstyrelsen den første specialeplan, som blev fuldt implementeret fra 2011. Specialeplanen støttede omlægningen af det specialiserede sundhedsvæsen, og det har samlet set betydet, at der er sket en udvikling mod større og færre sygehuse, hvor blandt andet den specialiserede behandling samles på færre matrikler.

Justering af specialeplanen fra 2010

Specialeplanen skal vurderes regelmæssigt med henblik på eventuel revision og justering. Sundhedsstyrelsen vil derfor i løbet af 2014 gennemgå 36 lægefaglige specialer samt det odontologiske speciale tand-mund-kæbekirurgi i et samarbejde med regioner og faglige miljøer. Herefter følger en ansøgningsproces, hvor sygehuse og privathospitaler søger om at varetage specialefunktionerne.

Links

Få information om revideringen af specialeplanen fra 2010 på www.sst.dk/specialeplanlægning.

Få nyheder om specialeplanen 2014 på mail ved at abonnere på Sundhedstyrelsens nyheder om "planlægning og beredskab" (klik først på emnet "Sundhed og behandling").

Se oplæg fra Kick Off konferencen om specialeplan 2014  

Relaterede nyheder