Gå til hovedindhold

Unge undervurderer sex-smitte

Unge undervurderer deres risiko for at blive smittet med en sexsygdom. Det viser en ny undersøgelse, hvor Sundhedsstyrelsen har spurgt til unges viden om sexsygdomme, og deres holdninger til og brug af kondom.

70 procent af de 16-25-årige er for eksempel ikke klar over, hvor udbredt sexsygdomme er blandt deres jævnaldrende. De tror, at færre end 10 procent har haft en sexsygdom – men i virkeligheden har cirka hver fjerde ung mellem 23 og 25 været smittet.

Undersøgelsen er udarbejdet i forbindelse med Sundhedsstyrelsens kampagne, ”Kun med kondom”, der skal få unge til at huske kondomet hver gang, så de ikke smitter deres partner. Næsten samtlige adspurgte i undersøgelsen ved nemlig godt, at kondomet beskytter mod sexsygdomme. Men alligevel er det kun lidt over halvdelen (56 procent) der siger, de brugte kondom, sidst de var sammen med en ny partner.

- Antallet af unge, der er diagnosticeret med klamydia har været faldende de seneste fire år, men der er stadig for mange smittede. Derfor minder vi om, at man skal bruge kondom. Hver gang, siger Niels Sandø, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

Undersøgelsen peger også på, at næsten hver tredje ung ikke ved, at sexsygdomme kan være symptomfri – især er unge mænd ikke opmærksomme på det. Og selv om man ikke har symptomer, kan man stadig smitte andre.

- Smitten kan have store konsekvenser. Smittes man med en sexsygdom, risikerer man at blive infertil – og nogle sygdomme, som kondylomer, kræver lange behandlingsforløb, siger Niels Sandø.

Undersøgelsen viser i øvrigt, at 82 procent af pigerne angiver, at de ville blive glade, hvis deres partner ville foreslå at bruge kondom. Det samme ville 56 procent af de unge mænd.

Links

Undersøgelse af unge og sex, forundersøgelse til Kun med kondomkampagnen 2013

Relaterede nyheder