Gå til hovedindhold

Maksimale ventetider for kræft- og hjertesygdomme

Regionerne har indsendt indberetninger til Sundhedsstyrelsen om overholdelsen af maksimale ventetider for juni måned 2013 vedrørende patienter med kræft- og hjertesygdom. Indberetningerne viser overskridelse i fem tilfælde.

Den manglende overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider fordeler sig således i juni 2013:

  • 2 hændelser, som vedrører kræftsygdom i Region Hovedstaden
  • 1 hændelse, som vedrører kræftsygdom i Region Syddanmark
  • 2 hændelser, som vedrører kræftsygdom i Region Midtjylland

Region Hovedstaden har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at overskridelserne handler om to patienter med hovedhalskræft, der på grund af administrative fejl blev opereret med henholdsvis to og seks dages overskridelse. Region Hovedstaden har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at man har indskærpet de administrative procedurer for at sikre overholdelsen af bekendtgørelsen.

Region Syddanmark har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at overskridelsen handler om en patient med livmoderhalskræft, hvor operationen på grund af travlhed blev udskudt til den efterfølgende dag, hvilket betød en overskridelse på én dag. Regionen har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at man vil tage skridt til at sikre det nødvendige antal specialister med henblik på at undgå denne type overskridelser.   

Region Midtjylland har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at overskridelserne omhandler tid til forundersøgelse for to patienter henvist med mistanke om kræft. I det ene tilfælde skyldes overskridelsen manglende kommunikation mellem involverede afdelinger, herunder manglende information til forløbskoordinatoren, hvilket medførte en overskridelse på 16 dage. Det andet tilfælde skyldes en menneskelig fejl ved optællingen af dage fra henvisning modtaget, samt utilstrækkelig opfølgning på forløbet, hvilket medførte en overskridelse på 3 dage. Regionen har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at man har indskærpet kommunikations- og informationsveje, samt sikret at alle relevante faggrupper er fortrolige med lokale arbejdsgange for pakkeforløb for kræft.

Der er ingen indberetninger om manglende overholdelse af de maksimale ventetider vedrørende behandling af hjertesygdomme.

Sundhedsministeriet indførte fra den 1. februar 2012 skærpede krav til regionernes indberetning om overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider. Kravene indebærer, at regionerne hver måned skal oplyse Sundhedsstyrelsen om, hvorvidt de har overholdt reglerne om de maksimale ventetider i forhold til de konkrete patienter, der er blevet henvist til undersøgelse og behandling.

Relaterede nyheder