Maksimale ventetider for kræft- og hjertesygdomme
Regionerne har indsendt indberetninger til Sundhedsstyrelsen om overholdelsen af maksimale ventetider for februar måned 2013 vedrørende patienter med kræft- og hjertesygdom. Indberetningerne viser overskridelse i ét tilfælde.
Den manglende overholdelse af bekendtgørelsen om de maksimale ventetider fordeler sig i februar 2013 sådan:
- 1 hændelse, som vedrører kræftsygdom i Region Hovedstaden.
Region Hovedstaden har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at overskridelsen omhandler en patient med brystkræft. Patienten havde i forbindelse med indkaldelse til forundersøgelse fået tilsendt indkaldelsesbrevet til en forkert adresse, hvilket medførte en overskridelse på 2 dage.
Region Hovedstaden har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at der er iværksat tiltag med henblik på at sikre, at hændelsen ikke sker igen. Det betyder, at procedurerne for håndtering af maksimale ventetider er gennemgået for relevante afdelinger og der er blandt andet er blevet ansat en forløbskoordinator med henblik på at undgå lignende hændelse. Sundhedsstyrelsen har taget tiltagene til efterretning.
Der er ingen indberetninger om manglende overholdelse af de maksimale ventetider vedrørende behandling af hjertesygdomme.
Sundhedsministeriet indførte fra den 1. februar 2012 skærpede krav til regionernes indberetning om overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider. Kravene indebærer, at regionerne hver måned skal oplyse Sundhedsstyrelsen om, hvorvidt de har overholdt reglerne om de maksimale ventetider i forhold til de konkrete patienter, der er blevet henvist til undersøgelse og behandling.