Maksimale ventetider for kræft- og hjertesygdomme
Regionerne har indsendt indberetninger til Sundhedsstyrelsen om overholdelsen af maksimale ventetider for december måned 2012 vedrørende patienter med kræft- og hjertesygdom. Indberetningerne viser overskridelser i 9 tilfælde på Aarhus Universitetshospital. Sundhedsstyrelsen ser med stor alvor på de ni overskridelser af de maksimale ventetider, især da der i otte af tilfældene er tale om en gentagen fejl på den samme afdeling.
Den manglende overholdelse af bekendtgørelsen om de maksimale ventetider fordeler sig i december 2012 sådan:
- 9 hændelser, som vedrører kræftsygdom i Region Midtjylland
Region Midtjylland har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at overskridelserne af den maksimale ventetid på mellem 1 og 14 dage vedrørte ventetid til forundersøgelse. Overskridelserne skyldtes i alle tilfælde svigt i visitationen/bookingen.
Med baggrund i den gentagne fejl har Sundhedsstyrelsen skrevet til Region Midtjylland og bedt om, at der øjeblikkeligt bliver foretaget ledelsesmæssige skridt på Aarhus Universitetshospital for at sikre mod gentagelse. Sundhedsstyrelsen har samtidigt bedt om en redegørelse om forholdene vedr. visitation af patienter henvist med kræftdiagnose på den pågældende afdeling, og de ledelsesmæssige tiltag, som påtænkes eller er igangsat.
Der er ingen indberetninger om manglende overholdelse af de maksimale ventetider vedrørende behandling af hjertesygdomme.
Sundhedsministeriet indførte fra den 1. februar 2012 skærpede krav til regionernes indberetning om overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider. Kravene indebærer, at regionerne hver måned skal oplyse Sundhedsstyrelsen om, hvorvidt de har overholdt reglerne om de maksimale ventetider i forhold til de konkrete patienter, der er blevet henvist til undersøgelse og behandling.