Store prisforskelle på lægemidler til osteoporose
Alendronat er fortsat det primære behandlingsvalg
Det mener IRF
Alendronat er det bedst dokumenterede lægemiddel til frakturforebyggende behandling ved osteoporose og det billigste.
Nedenstående tabel viser aktuelle priser for lægemidler til osteoporosebehandling.
Lægemidler til osteoporose. Priser per år i kr. før evt. tilskud*
Pris | |
Alendronat 70 mg x 1 ugentligt | 145 |
Fosavance (alendronat 70 mg + 70 mikrogram vitamin D) x 1 ugentligt | 2.548 |
Didronel (etidronat) 400 mg dagligt i 2 uger gentaget hver 12. uge | 1.141 |
Optinate (risedronat) 35 mg x 1 ugentligt | 242 |
Bonviva (ibrandonat) 150 mg x 1 månedligt | 333 |
Bonviva (ibrandonat) 3 mg i.v. hver 3. måned | 3.964 |
Aclasta (zoledronat) 5 mg i.v. hver 12. måned | 3.159 |
Prolia (denosumab) 60 mg s.c. hver 6 måned | 4.398 |
Evista (raloxifen) 60 mg x 1 dagligt | 2.222 |
Protelos (strontiumranelat) 2 g x 1 dagligt | 3.856 |
Forsteo (teriparatid) 20 mikrogram s.c. x 1 dagligt | 37.454 |
*Priser gældende pr. 25. november 2013 - 8. december 2013. Priserne kan skifte hver 14. dag. Aktuelle priser fremgår afwww.medicinpriser.dk
Alendronat ugetablet kan anvendes ved såvel sekundær som tertiær profylakse hos postmenopausale kvinder og mænd samt til forebyggelse af frakturer under glucokorticoidbehandling. Den væsentlig dyrere parenterale behandling med zolendronat (Aclasta) eller denosumab (Prolia) skal reserveres patienter, hvor anvendelse af alendronat ikke er gennemførlig.
Modsat zoledronat og de øvrige bisfosfonater ophobes denosumab ikke i knoglevævet, og denosumab virker kun i 6 mdr. efter en subkutan injektion. Det er derfor vigtigt, at patienter i behandling med dette lægemiddel får en ny injektion hver sjette måned, hvis ikke effekten skal ophøre. Nøje overholdelse af doseringsintervallerne er ikke kritisk ved behandling med bisfosfonat.
For samtlige osteoporosemidler savnes der pålidelige data for effekten af langtidsbehandling på osteoporotiske frakturer og for sikkerheden. Tilgængelige data tyder på, at man hos mange patienter – måske endog flertallet – kan stoppe bisfosfonatbehandling i adskillige år efter at den har været givet i fem år. Der er dog ingen konsensus om, hvorledes disse patienter kan udpeges.
Institut for Rationel Farmakoterapi, 5. december 2013.
Referencer
http://www.irf.dk/download/Publikationer/rf/rationelfarm_02_2012.pdf