xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Så er vaccine-sæsonen slut. Ikke flere booster-vaccinationer mod covid-19, og farvel til influenza-vaccinationer for denne gang

Siden 1. oktober har alle over 50 år og udvalgte målgrupper kunnet blive booster-vaccineret mod covid-19 og influenza. Tilbuddet om vaccination udløber den 1. marts, og herefter er det kun muligt at blive vaccineret, hvis man stadig mangler de to første stik og en booster, samt hvis din læge vurderer, at du har behov for det.

28 FEB 2023

Vi går mod varmere tider, og det betyder mindre smitte med influenza og covid-19.

”Foråret står for døren. Derfor afrunder vi nu denne sæsons vaccinationsindsats mod covid-19 og influenza”, siger sektionsleder Kirstine Moll Harboe.

Man kan fortsat blive vaccineret mod covid-19, og vi anbefaler fortsat, at man gør sit primære vaccinationsforløb færdigt og får et booster-stik. Anbefalingen gælder især personer i øget risiko, personer over 40 år og gravide.

Det er regionerne, der organiserer tilbud om vaccination efter 1. marts, og hvis man har behov for at blive vaccineret, skal man henvende sig til sin region.

Stadig booster-stik ved behov

Du kan stadig få et booster-stik mod covid-19, hvis din læge vurderer, at du har brug for det

”Vi har set en meget høj tilslutning til sæsonvaccinationsprogrammet i løbet af efteråret og vinteren. Derfor vil langt de fleste være godt beskyttet mod eventuelle mindre udbrud med corona i den kommende tid. Der vil dog stadig være enkelte, som vil have brug for at blive booster-vaccineret, inden efterårets vaccinationsprogram går i gang. Det kan for eksempel være patienter, der får en organtransplantation. De vil stadig have mulighed for at få en booster-vaccination, hvis lægen vurderer, at det er nødvendigt”, siger Kirstine Moll Harboe.

Til efteråret vender vaccinationsprogrammet tilbage

Sandsynligheden taler for, at der bliver behov for at vaccinere mod covid-19 igen til efteråret.

Hvilke målgrupper og hvilken vaccine, der skal anvendes i det kommende program, og hvornår vaccinationsprogrammet skal begynde, vil Sundhedsstyrelsen tage stilling til i løbet af de kommende måneder.

Udrulningen bliver planlagt og organiseret i samarbejde mellem blandt andet regioner, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen frem mod efteråret.

”Vi følger naturligvis fortsat epidemien tæt og vil være klar med eventuelle vaccinationsanbefalinger, hvis der skulle blive behov for det”, siger sektionsleder Kirstine Moll Harboe.

Retningslinje for vaccination mod covid-19, influenza og pneumokok­sygdom

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen

Vi har udskiftet det system, som vi udsender nyheder og pressemeddelelser med.

 

Vores pressemeddelelser og nyheder er nu opdelt i otte temaer, og du har selv mulighed for at tilpasse nyhedsstrømmen fra os, så du kun modtager nyheder, der handler om de emner, du er mest interesseret i.

 

Se overblikket og tilmeld dig vores nyhedstemaer

 

Hvis du i forvejen modtager nyheder fra Sundhedsstyrelsen, kan du ændre dit abonnement ved at gå ind på en af de e-mails, du har fra Sundhedsstyrelsen og klikke på 'Opdater tilmeldinger' eller 'Afmeld'.

 

Denne nyheds temaer:

 

Pressemeddelelser

Sundhed for alle borgere

Nyt om smitsomme sygdomme og vaccination

Nyt på sundhedsområdet