Efteråret byder på vaccinationer, så vi er klar til en vinter med covid-19, influenza og pneumokoksygdom
Vi forventer en ny bølge af covid-19 til vinter, og vi regner også med at se betydeligt mere influenza end de seneste to vintre, hvor der var smitteforebyggende restriktioner. Vaccinationer er det sikkerhedsnet, der skal bringe os igennem vinteren uden stor sygdomsbyrde og uden restriktioner.
Fremover vil det primære formål med covid-19 vaccinationsprogrammet være at forebygge alvorlig sygdom, indlæggelser og død, men ikke at forebygge smitte. Derfor planlægger Sundhedsstyrelsen, at efterårets vaccination mod covid-19 skal målrettes personer på 50 år og ældre samt personer yngre end 50 år, som har en særlig risiko for et alvorligt forløb med covid-19, for eksempel personer med svært nedsat immunforsvar.
”Høj alder er den altoverskyggende risikofaktor for at blive alvorligt syg med covid-19, og risikoen stiger særligt fra omkring de 60-70 år. Men fordi vi ikke helt kan forudsige epidemiudviklingen og ikke præcist kan vide, hvor sygdomsfremkaldende den dominerende variant vil være, så har vi valgt at anlægge et forsigtighedsprincip og anbefale vaccination allerede fra 50 år,” siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.
Sundhedsstyrelsen har over de seneste måneder været i gang med at planlægge efterårets udrulning af vaccinerne og fremlægger nu det foreløbige planlægningsgrundlag for, hvem der skal vaccineres, med hvilke vacciner, hvornår og hvor. Omdrejningspunktet er stadig regionale vaccinationscentre i de store byer kombineret med lokale tilbud hos for eksempel lægehuse og private vaccinationscentre.
”Vi kom godt igennem sidste vinter, fordi vi fremrykkede det 3. stik på det rigtige tidspunkt. Derfor kunne Danmark fjerne alle restriktioner midt under omikron-bølgen. Strategien for den kommende vinter er også, at vaccinerne skal få os igennem en ny bølge uden restriktioner. Vi ved, at immunitet daler over tid. Derfor er det vigtigt at være klar med en vaccinationsindsats mod covid-19, før vinteren er over os. Vi skal gøre vores bedste for at forebygge alvorlig sygdom hos dem, der er i øget risiko,” siger Søren Brostrøm.
Hvornår går vi i gang?
Sundhedsstyrelsen planlægger at starte vaccinationsprogrammet for både covid-19 og influenza den 1. oktober 2022. Nogle af de alle mest sårbare grupper, som for eksempel plejehjemsbeboere og de allerældste, kan dog få tilbuddet om covid-19 vaccination allerede fra midt i september. Og hele covid-19 vaccinationsprogrammet kan rykkes frem, hvis der er tegn på, at vinterbølgen sætter ind tidligere end forventet.
Samtidig vil Sundhedsstyrelsen følge smitteudviklingen tæt over sommeren for at vurdere, om der skal laves fokuserede vaccineindsatser over sommeren til de allermest sårbare, og/eller om der skal ske en fremrykning af den planlagte bredere efterårsudrulning af vacciner.
Vi bruger de vacciner, vi kender
Vi planlægger at tilbyde de to mRNA-vacciner – Comirnaty® fra BioNTech-Pfizer og Spikevax® fra Moderna – som langt de fleste i Danmark er blevet vaccineret med. De to vacciner er både sikre og meget effektive til at forebygge alvorlig sygdom, indlæggelse og død. Variantopdaterede versioner af de to vacciner er under udvikling, og hvis de bliver godkendt og leveret, så vil Sundhedsstyrelsen hurtigt vurdere data for fordele og ulemper med henblik på, om vi skal bruge dem i Danmark og til hvilke målgrupper.
Sundhedsstyrelsen følger epidemiens udvikling
Efter sommerferien vil vi have større viden om både eventuelle nye varianter og vacciner, og Sundhedsstyrelsen vil derfor genbesøge og eventuelt justere anbefalingerne. Vi forventer at have de endelige anbefalinger på plads i slutningen af august eller starten af september 2022.
Organisering og tilgængelighed af vaccinationstilbud i efteråret/vinteren 2022/23
Foreløbigt planlægningsgrundlag for vaccinationsprogram mod covid-19 i efteråret/vinteren 2022/23
Vaccination mod pneumokoksygdom
Hvem, hvordan og hvor?
Hvem tilbydes vaccination til efteråret?
Vi forventer at tilbyde covid-19-vaccination til alle på 50 år eller ældre.
Personer yngre end 50 år med øget risiko for alvorlige forløb med covid-19, for eksempel personer med svækket immunforsvar kan tilbydes booster-vaccination mod covid-19 efter en konkret vurdering fra praktiserende læge eller sygehuslæge. Sundhedsstyrelsen vil senere vurdere om alle gravide, eller kun udvalgte gravide, skal omfattes af tilbud om vaccination efter konkret lægelig vurdering.
Influenzavaccination tilbydes til personer over 65 år, børn mellem 2-6 år, sundheds- og plejepersonale, gravide i 2. og 3. trimester, samt personer, der lever med visse kroniske sygdomme.
Pneumokok-vaccination gives hvert 6. år og tilbydes til personer over 65 og personer, der lever med visse kroniske sygdomme, samt svejsere.
Anbefaler I stadig, at man tager 1., 2. og 3. stik mod covid-19, hvis man er uvaccineret?
Ja, generelt anbefaler vi stadig, at personer, der er helt uvaccinerede, bliver primærvaccineret dvs. tager 1. og 2. stik, også selvom de er yngre end 50 år, da der kan være en vis risiko for alvorlig sygdom, hvis man er helt uvaccineret, også selvom den nye omikron-variant er mindre sygdomsfremkaldende. Generelt vil vi anbefale, at uvaccinerede påbegynder vaccinationsforløb til efteråret f.eks. fra den 1. oktober.
Risikoen for alvorligt forløb mod covid-19 er større, jo ældre man er, så det vil fortrinsvist være personer fra ca. 40 års alderen, der vil have størst gavn af primærvaccination. Men yngre personer kan også have gavn, særligt hvis de har risikofaktorer som kronisk sygdom, svær overvægt m.v.
Børn og unge har kun meget sjældent alvorligt forløb af covid-19 med omikron-varianten, hvorfor tilbud om primærvaccination til børn mellem 5 og 17 år fremover ikke vil være et generelt tilbud, men kan gives efter konkret lægelig vurdering jf. Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
3. stik vil fremover også fortsat kunne tilbydes jf. Sundhedsstyrelsen retningslinjer.
Får jeg en invitation til vaccination?
Alle personer på 50 år og ældre vil modtage invitation til covid-19 vaccination i e-Boks/mit.dk og personer på 65 år og ældre vil ligeledes modtage invitation til influenza-vaccination.
Øvrige personer, som på grund af kronisk sygdom eller andre helbredsmæssige forhold er i øget risiko for et alvorligt forløb, vil enten via informationskampagner eller deres praktiserende læge blive gjort opmærksom på vaccinationstilbuddene for covid-19, influenza og pneumokok.
For plejehjemsbeboere vil der være et særligt tilbud med lokal vaccination uden invitation og tidsbestilling.
Har du et barn i alderen 2-6 år, modtager du et brev i e-Boks/mit.dk med invitation til barnets influenzavaccination.
Skal jeg selv bestille tid?
Du skal selv gå ind og bestille tid til vaccination på vacciner.dk. Det gælder alle tre typer vaccinationer.
Hvor kan jeg blive vaccineret henne?
Du kan blive vaccineret (mod én eller flere af de tre sygdomme) på et fast eller midlertidigt vaccinationscenter. Der vil også være mulighed for at blive vaccineret hos praktiserende læger og eventuelt andre private aktører. Det gælder også for influenzavaccination af børn, der gives som næsespray.
Der vil også være lokale udkørende vaccinationstilbud til borgere på blandt andet plejehjem, institutioner, asylcentre mv. Endelig kan der være mulighed for at blive vaccineret hjemme, hvis man ikke kan transporteres til et vaccinationssted.