xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Vejledning for vaccination mod COVID-19 er opdateret med tilvalgs­ordning

Sundhedsstyrelsens vejledning om vaccination mod COVID-19 beskriver rammerne for det generelle vaccinationsprogram og for tilvalgsordningen.

20 MAJ 2021

I det generelle vaccinationsprogram bruges vacciner, der er godkendt af det europæiske lægemiddelagentur, EMA, og som Sundhedsstyrelsen anbefaler. I tilvalgsordningen indgår vacciner, som er godkendt af EMA, men som ikke anbefales af Sundhedsstyrelsen, og som derfor ikke er en del af det generelle vaccinationsprogram.

”Vi har opdateret vejledningen for vaccination mod COVID-19 så den beskriver rammerne for ordningen, herunder de særlige forpligtigelse lægen har i forbindelse med ordination af vaccinerne fx i forhold til at informere borgeren” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg.

Da vaccinerne i tilvalgsordningen ikke anbefales af Sundhedsstyrelsen, og da de er forbundet med sjældne men alvorlige bivirkninger, er der særlige krav til, at den indledende samtale med borgeren tages med en læge, som kan give den nødvendige information om vaccinen i tilvalgsordningen og om de særlige forhold, der gælder vedrørende bivirkninger, og om muligheden for at blive vaccineret med andre vacciner.

Sundhedsstyrelsen udgiver også information til lægerne om de COVID-19 vacciner, som ikke indgår i det generelle vaccinationsprogram mod COVID-19. Dette materiale, som offentliggøres i dag, kan danne baggrund for, at lægerne kan informere grundigt om effekt og bivirkninger ved vacciner i tilvalgsordningen. Der informeres også detaljeret om Vaccine-induceret Immun Trombotisk Trombocytopeni (VITT), som vaccinerne i sjældne tilfælde kan forårsage. Der informeres om kliniske tegn på VITT, og om anbefalinger vedr. diagnostik og behandling.

Den nye vejledning træder i kraft den 20. maj 2021. Herefter er det op til de aktører, som ønsker at indgå, at skabe et tilbud om vaccination i tilvalgsordningen.

Vejledning om vaccination mod COVID-19 (retsinformation.dk)

Sundhedsministeriets bekendtgørelse om gratis vaccination mod COVID-19 (retsinformation.dk)

Månedsbladet Rationel Farmakoterapi 2, 2021

Høringsnotat vedr. vejledning om vaccination mod COVID-19 (21. maj 2021)

Høring vedrørende vejledning om vaccination mod COVID-19 (hoeringsportalen.dk)