Gå til hovedindhold

Retningslinje opdateret med information om nyeste vaccine fra AstraZeneca

I weekenden kommer den første sending vacciner fra AstraZeneca til Danmark, og vi råder nu over 3 forskellige vacciner i det danske vaccinationsprogram mod COVID-19.

Sundhedsstyrelsen har derfor opdateret Retningslinjen for håndtering af vaccination mod COVID-19 med information om COVID-19 Vaccine AstraZeneca®. Vaccinen fra AstraZeneca blev godkendt i EU den 29. januar og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at COVID-19 Vaccine AstraZeneca® fortrinsvist bliver et tilbud til personer under 65 år uden øget risiko for alvorligt forløb med COVID-19.

”Det er en glædelig udvikling, at vi nu råder over 3 forskellige vacciner i programmet. Det giver os mulighed for at vaccinere flere og for at målrette indsatsen mod de forskellige målgrupper. Med de første leverancer af vaccinen fra AstraZeneca kan vi nu genoptage vaccinationen i gruppe 4, vores vigtige personale i sundheds, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren, som hver dag går på arbejde med en risiko for at blive smittet,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Bolette Søborg.

Retningslinjen er blandt andet opdateret med et resumé af de studier, der ligger til grund for godkendelsen af vaccinen fra AstraZeneca, og beskriver, hvordan vaccinen skal håndteres på vaccinationsstederne. Sundhedsstyrelsen arbejder desuden på at opdatere det borgerrettede materiale om vaccination, så det indeholder oplysninger om alle 3 vacciner. Der er også udarbejdet en plakat med oversigt over de hyppigst forekommende bivirkninger efter vaccination. Det borgerrettede materiale forventes udgivet i næste uge.

Retningslinje for håndtering af vaccination mod COVID-19

Flere vacciner på vej – organisering af udrulningen skal sikres

I takt med, at der kommer flere vacciner til Danmark, udvider vi vaccinationsindsatsen, og det betyder, at kapaciteten skal udbygges, så flere borgere kan blive tilbudt vaccination hurtigt, effektivt og sikkert. Sundhedsstyrelsen har derfor i samarbejde med andre myndigheder, regioner, kommuner og praktiserende læger planlagt, hvordan vi bedst sikrer, at vi i fællesskab kan skrue op for vaccinationsindsatsen. Den opdaterede plan for vaccinationsindsatsen er beskrevet i dokumentet Organisering af vaccinationsindsatsen mod COVID-19. 

”Regioner, kommuner og praktiserende læger har allerede lagt grundstenene for en sikker og effektiv vaccinationsindsats, der har medvirket til, at Danmark er i verdenstoppen i forhold til vaccination af borgere. Når vaccinerne forhåbentlig kommer i større mængder gennem de næste par måneder, er regionerne klar til at udvide med flere faste vaccinationssteder og andre steder, der kan åbne for en kort periode, hvor der er brug for dem lokalt. Længere fremme, når der kommer endnu større mængder af vaccine, vil for eksempel praktiserende læger, vaccinationsklinikker og apoteker formentlig blive en del af vaccinationsindsatsen,” siger Steen Jespersen, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen 

Det er forventningen, at der skal kunne vaccineres i hvert fald 100.000 borgere dagligt. Systemet til at stå for vaccinationen er allerede bygget op omkring regionernes sygehuse hjulpet af kommunerne og praktiserende læger.

Relaterede nyheder