Engelsk

Mange danskere ved ikke, de har KOL

I Danmark har ca. 320.000 mennesker lungesygdommen KOL, men kun omkring halvdelen har fået diagnosen. Derfor skal en kampagne fra Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen få flere til at kende sygdommens symptomer og gå til lægen, hvis de gennem længere tid oplever symptomer på KOL.

06 MAJ 2019

I Danmark har ca. 320.000 mennesker lungesygdommen KOL, men kun omkring halvdelen har fået diagnosen. Derfor skal en kampagne fra Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen få flere til at kende sygdommens symptomer og gå til lægen, hvis de gennem længere tid oplever symptomer på KOL.

Hoste, slim fra lungerne og åndenød i mere end to måneder kan være symptomer på den kroniske lungesygdom KOL. Det er en sygdom, som årligt er årsagen til mere end 3.500 dødsfald i Danmark.

Det kan have stor betydning for, sygdommens udvikling, hvis man ikke reagerer tidligt på symptomerne.

”Der er både gode muligheder for at blive behandlet, og meget som man selv kan gøre, for at mindske symptomerne og forbedre livskvaliteten. For eksempel holde op med at ryge, være fysisk aktiv og tage inhalationsmedicin. Men det er kun et rygestop, der kan bremse sygdomsudviklingen. Tabet i lungefunktion kan desværre ikke genvindes”, siger centerchef Helene Probst. 

Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen sammen med Lungeforeningen til, at alle, der oplever symptomer fra lungerne gennem to måneder eller mere, går til lægen og får lavet et lungetjek. Det vil sige en lungefunktionsundersøgelse. 

Det er især vigtigt at være opmærksom på symptomerne på KOL, hvis man er ryger eller tidligere har røget, eller hvis man har arbejdet i et erhverv med meget støv, damp eller røg. 

Hjemmesiden Pust liv i hverdagen

Om informationsindsatsen

Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen står bag den nationale indsats ”Pust liv i hverdagen”. Desuden støtter Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner op om kampagnen.