Kender du de nye regler om brug af magt?
Ved årsskiftet træder nye regler i kraft om brugen af magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne. Derfor har Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen udarbejdet håndbøger, film og undervisningsmaterialer til fagpersoner, borgere og pårørende, der beskriver de nye regler, og hvad de betyder i praksis.
De nye regler for brugen af magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten vedrører voksne, der har en betydelig og varigt nedsat funktionsevne. På ældreområdet vil reglerne først og fremmest få betydning for borgere med demens. De nye regler træder i kraft den 1. januar 2020.
Reglerne er blevet ændret på baggrund af et serviceeftersyn, som Ankestyrelsen har foretaget med afsæt i målene for Demenshandlingsplanen for 2025.
”Det er en faglig svær opgave at arbejde med borgere, der har så svære demenssymptomer, at de ikke altid er i stand til fx at tage vare på sig selv eller udsætter andre for fare. Serviceeftersynet viste, at de eksisterende regler ikke i tilstrækkelig grad gav medarbejderne mulighed for at yde den nødvendige omsorg og beskyttelse over for borgerne i de situationer, hvor de socialpædagogiske indsatser ikke slog til,” fortæller enhedschef Mads Biering la Cour.
Med de reviderede regler får medarbejderne i højere grad end tidligere flere redskaber til at sikre borgerens omsorg og værdighed. Fx skal der ikke længere ligge en godkendelse på forhånd fra kommunalbestyrelsen, når personalet fastholder en borger kortvarigt i hygiejnesituationer. Det samme gælder, når medarbejderne skal handle ud fra hensynet til andre medbeboere og fællesskabet på fx plejehjem. Her gør de nye regler det muligt for medarbejderne at fastholde, tilbageholde eller føre en person tilbage til boligen, hvis det er nødvendigt for at sikre en eller flere andre beboeres tryghed, værdighed og sikkerhed.
”Revisionen af reglerne ændrer ikke på, at det stadig er en kompleks opgave at arbejde med dem i praksis og ikke mindst at sikre, at der kun bliver brugt magt, når det er nødvendigt. Derfor har vi i samarbejde med Socialstyrelsen udarbejdet et nyt informations- og undervisningsmateriale om reglerne, som har særligt fokus på at forebygge anvendelse af magt. Formålet er blandt andet at gøre det tydeligt, at det er den absolut sidste løsning og kun må ske, når alle andre socialpædagogiske indsatser har været afprøvet,” siger Mads Biering la Cour.
Se materialerne
Håndbøger: Der er udgivet tre håndbøger, som henvender sig til myndighedspersoner, fagpersoner og borgere og pårørende. Hver håndbog giver et overblik over regelsættet og de enkelte regler og illustrerer brugen af reglerne gennem cases.