xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

De gode råd til at forebygge coronasmitte virker også mod influenza

Sundhedsstyrelsens seneste statusrapport viser, at der i øjeblikket er en sen influenzasæson i Danmark. Mens antallet af personer, der tester positiv for covid-19, er faldet, stiger antallet af personer med influenza. Andre europæiske lande har også en sen influenzasæson.

25 MAR 2022

Nedlukninger og et øget fokus på smitteforebyggelse på grund af covid-19 epidemien har de sidste to år medført milde influenzasæsoner. I forbindelse med, at alle restriktioner er ophævet og samfundet er åbent igen, ser vi nu en stigning i antallet af tilfælde med influenza. 

Stigningen medfører flere indlæggelser med influenza på sygehusene. På baggrund af den høje vaccinationstilslutning og sæsonskiftet forventer Sundhedsstyrelsen, at der i de kommende uger igen vil ske et fald i antallet af smittede og indlagte med influenza.

”Det er ikke uventet, at influenza blusser op som følge af to år med milde influenzasæsonener. At influenzasæsonen kommer senere end normalt og ind i foråret betyder dog, at vi rykker mere udenfor og smittekæderne bliver lettere brudt”, siger enhedschef Bolette Søborg. 

Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at danskerne husker de gode råd til at forebygge smitte – de virker nemlig både mod smitte med covid-19 og influenza. 

  1. Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer på sygdom
  2. Vask hænder tit, eller brug håndsprit
  3. Gør rent, særligt overflader som mange rører ved
  4. Luft ud og skab gennemtræk
  5. Host og nys i ærmet

 

Statusrapport nr. 38

Gør god hygiejne til Ren Rutine