xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Vaccinations­tilslutningen er fortsat meget høj i Danmark

92 procent af alle over 64 år er nu færdigvaccinerede eller i gang med deres vaccinationsforløb, og blandt de 18-34 årige siger 8 ud af 10, at de er klar til at lade sig vaccinere.

02 JUN 2021

I Sundhedsstyrelsens 16. statusrapport for vaccinationsindsatsen er der som sædvanlig gjort status for vaccinationstilslutningen i de forskellige målgrupper og aldersgrupper. Vaccinationstilslutningen er fortsat over 90 procent for de aldersgrupper, der har været inviteret i nogle uger.

En Epinion-undersøgelse af holdninger til vaccination viser, at langt de fleste gerne vil lade sig vaccinere, hvis de får tilbud om en godkendt vaccine, som sundhedsmyndighederne anbefaler. Blandt de 18-34 årige er villigheden 81 procent, og den er stigende med alder, så den er 87 procent blandt de 35-50 årige og 96 procent blandt de 51-65 årige.

”Det er lovende med den store villighed til at blive vaccineret blandt de yngste målgrupper, som samtidig har flest smittede med ny coronavirus,” siger Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm.

”Jeg håber naturligvis på, at interessen for at holde øje med invitationen er stor blandt de unge aldersgrupper, som i de kommende uger modtager invitation til vaccination. Hvis de er under 18 år, modtager også forældrene information om invitationen. Vi ved, at unge ikke holder så meget øje med e-boksen, men vi håber, at voksne omkring dem er med til gøre opmærksom på tilbuddet.”

Se 16. statusrapport