xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

I næste uge fortsætter vi med at vaccinere de allerældste

Sundhedsstyrelsen har opdateret vaccinationskalenderen. Den bliver opdateret én gang om ugen på baggrund af de seneste prognoser og forventede vaccineleverancer fra producenterne.

19 FEB 2021

Denne uges justering bygger på de seneste prognoser om kommende leverancer af vacciner, og seneste nyt er, at vi har modtaget en opdateret leveranceplan fra AstraZeneca. Meldingen fra firmaet betyder, at vi nu kender mængderne af vaccineleverancer for AstraZeneca frem til udgangen af marts.

I næste uge vil de vacciner, vi har til rådighed, i stor udstrækning blive brugt til at give første stik til endnu flere. Og der vil først og fremmest være fokus på de ældste. Det vil sige personer over 85 år (gruppe 3) og de sidste i gruppe 2, som stadig venter på at blive førstegangsvaccineret. Gruppe 2 omfatter borgere, som er 65 år eller ældre, og som modtager praktisk hjælp og personlig pleje i eget hjem.

”Vi går målrettet efter at få vaccineret de ældste og de mest sårbare først – og i øjeblikket er det dem, der står i første række til at få deres andel af de vacciner, der kommer til landet. Vi er meget langt med at få vaccineret de allerældste, og i næste uge forventer vi også at komme langt med gruppe 5 og 6, som omfatter udvalgte personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19, samt udvalgte pårørende,” forklarer Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Forventningen er, at alle i målgruppe 3, altså personer på 85 år eller ældre, vil have modtaget 1. stik i løbet af uge 8.

Herudover igangsættes vaccination af målgruppe 7, som er personer, der er mellem 80 og 84 år. Det vil dog være de allerældste og dermed en mindre målgruppe, som får kan forvente at få invitationer, mens resten af målgruppen gradvist vil kunne forvente at modtage et tilbud om vaccination i løbet af marts måned. 

”Jeg glæder mig meget over, at vi nu får flere vacciner, så vi kan komme videre med at vaccinere de allerældste og mest sårbare i vores samfund. Men vi får stadig ikke så mange vacciner, som vi har brug for, så man må fortsat væbne sig med lidt mere tålmodighed, hvis man selv eller ens pårørende ikke har fået nogen invitation endnu. Turen skal nok komme til dem, som hører til de yngre i målgruppen. Alle over 16 år i Danmark får en invitation i takt med, at vi får flere vacciner,” siger Søren Brostrøm.

I den seneste justering af vaccinationskalenderen er der samtidig indregnet lidt flere vacciner fra AstraZeneca, som vil blive tilbudt frontpersonale i sundheds- og ældresektoren i særligt øget risiko for smitte med COVID-19, eller som varetager en kritisk funktion.

”Vi går nu i gang med at få vaccineret personalet uden for sygehusene også, og jeg ved, at meget personale ude i kommunerne, for eksempel hjemmesygeplejerskerne længe har efterlyst, at turen kom til dem. Og det gør den så nu,” fortæller Søren Brostrøm.

I prognoserne er der taget højde for mindre udsving, men det er vigtigt at understrege, at der netop er tale om prognoser, og at de dermed er behæftet med usikkerhed. Det drejer sig især om usikkerhed vedrørende størrelsen på kommende leverancer.

Vaccinationskalenderen

Uge 8: hvor mange doser, og hvordan bliver de fordelt?

I uge 8 modtager Statens Serum Institut i alt 70.200 doser Comirnaty®, hvoraf 67.860 doser er til anvendelse i Danmark.

 

Af disse forventes under 1.000 doser anvendt til vaccination med 2. stik. De resterende ca. 66.000 doser forventes anvendt til førstegangsvaccination af ældre, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem (gruppe 2), personer som er 85 år og ældre (gruppe 3), personer i særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19 (gruppe 5) samt pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19 (gruppe 6).

 

Danmark modtager også 24.000 doser COVID-19 Vaccine Moderna®, som bruges til vaccination af personer som er mellem 80 og 84 år (gruppe 7).

 

Danmark modtager forventeligt ca. 76.000 doser COVID-19 Vaccine AstraZeneca® sidst i uge 8, som først bringes i anvendelse i uge 9, og som bruges til vaccination af frontpersonale i sundheds- og ældresektoren i særligt øget risiko for smitte med COVID-19, eller som varetager en kritisk funktion.