xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Husk at blive vaccineret mod influenza

Siden 1. oktober har der været åbent for influenzavaccination rundt om i landet. Sundhedsstyrelsen opfordrer personer i risiko for at blive alvorligt syge af influenza til at blive vaccineret så hurtigt som muligt.

18 OKT 2021

Influenzavaccination er gratis for personer, som er i risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb, hvis de får influenza. Det gælder personer over 65 år, personer, der lever med en kronisk sygdom, gravide i 2. og 3. trimester, personer med svær overvægt og andre, der er i særlig risiko for svær influenzasygdom.

”Det er især i år vigtigt at blive vaccineret mod influenza, fordi vi forventer en vinter med særligt mange luftvejsinfektioner, og fordi COVID-19 fortsat er i blandt os,” siger læge Andreas Rudkjøbing og glæder sig over, at mange af de personer, der tilbydes gratis vaccination, allerede har taget imod tilbuddet.

For at prioritere vaccination af sårbare grupper, har Sundhedsstyrelsen opfordret til, at det indtil d. 22. oktober udelukkende er personer, der er omfattet af det gratis tilbud, herunder personer i øget risiko, der bliver vaccineret.

”Nu hvor vi nærmer os d. 22. oktober, og der bliver åbnet op for influenzavaccination på arbejdspladser og til personer, der selv ønsker at betale for vaccination, vil vi minde personer i øget risiko, som har et gratis tilbud, om at blive vaccineret hurtigst muligt,” siger Andreas Rudkjøbing og understreger, at det gratis tilbud gælder til d. 15. januar, men at det er bedst at blive vaccineret tidligt i sæsonen. Både for at være sikker på, at man er beskyttet, når man i løbet af de kommende måneder risikerer at støde ind i influenzavirus, og så man er sikker på, at der er en vaccine til én.

Hvis man er omfattet af det gratis vaccinationstilbud, kan man bestille tid til vaccination hos lægen, møde op på apoteket eller på en privat klinik. Der kan være praktiserende læger eller andre vaccinatører, der lige nu ikke har flere vacciner på lager, men der er bestilt ekstraordinært mange influenzavacciner hjem i år og der er mange muligheder for at blive vaccineret – se mere i boksen nederst.

Børn får tilbud om vaccination

I denne influenzasæson får børn fra 2-6 år også tilbud om at få gratis vaccination mod influenza. Til børn er der indkøbt en særlig vaccine, der gives som næsespray hos praktiserende læger. Børn skal vaccineres 2 gange med 4 uger imellem.

”Vaccination af børn er i fuld gang, og vi opfordrer forældre til børn på 2-6 år om at kontakte egen læge for at få tid til vaccination,” siger Andreas Rudkjøbing.

Baggrunden for Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at børn på 2-6 år bliver vaccineret, er dels at beskytte børnene selv og deres familier, herunder mindre søskende og bedsteforældre, dels at forebygge den generelle smitte med influenza i samfundet for at beskytte de sårbare og undgå belastning af sundhedsvæsenet. Børn står for en stor andel af smittespredningen af influenza, og derfor har vaccination af børn stor effekt på den samlede mængde influenzasygdom.

Hvor kan jeg blive vaccineret?