xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
English

AFLYST: Tilmeld dig konference om kultur som sundhedsfremme

12. marts 2020: Konferencen er aflyst på grund af udmeldingen fra Regeringen om ikke at forsamle flere end 100 personer indendørs.

12 MAR 2020

Kan kultur gøre dig sund? Det spørgsmål sætter vi sammen med Region Midtjylland fokus på, når vi holder konference om kultur som sundhedsfremme den 24. marts i Aarhus. 

Kunst og kulturelle oplevelser kan ifølge WHO være med til at gøre os sundere, både fysisk og mentalt, og kulturen kan fungere som supplement til medicinsk behandling af fx depression. Det konkluderer en ny rapport, som bliver fremlagt på konferencen ”Kultur som sundhedsfremme” den 24. marts 2020.

Konferencen bliver holdt af Sundhedsstyrelsen og Region Midtjylland og finder sted på Aarhus Teater.

På konferencen fremlægger Sundhedsstyrelsen resultaterne af et 4-årigt projekt om Kultur på recept. Projektet startede i 2016, hvor Sundhedsstyrelsen gav i alt 7 millioner kroner til kommunerne Aalborg, Nyborg, Vordingborg og Silkeborg, så de kunne udvikle og tilbyde kulturaktiviteter i forløb på 10 uger til borgere med let til moderat depression, stress og angst.

”På konferencen fortæller vi om kommunernes erfaringer fra arbejdet på tværs af fx sundheds- og kulturforvaltningen, og vi fortæller om borgernes oplevelse af at deltage i kulturaktiviteterne,” siger sektionsleder Sara Lindhardt fra Sundhedsstyrelsen.

Inspirationen til projektet ”Kultur på Recept” kommer fra Region Skåne, der i en årrække har arbejdet med hvordan kulturelle aktiviteter kan indgå i forløb for borgere med depression, stress og angst. Udover at udvikle forløb til disse borgere skulle projektet  ”Kultur på Recept” indsamle erfaringer, som kunne bruges til at udarbejde en model for, hvordan kulturen kan indgå i rehabilitering af borgere i en dansk kontekst. Og det er de erfaringer, der bliver fremlagt på konferencen.

”Vi håber, at erfaringerne kan være en inspiration for andre kommuner til, hvordan de selv kan organisere og tilbyde kulturelle aktiviteter til langtidssygemeldte borgere,” siger Sara Lindhardt.

På konferencen vil Region Midtjylland desuden fortælle om konkrete eksempler på, hvordan der bliver arbejdet med at tænke kultur ind i specifikke sundhedsindsatser. Det handler fx om guidet læsning for udsatte unge, musik til patienter på intensiv og dans for borgere med Parkinson.

Praktisk info

Tilmeld dig konferencen her

Det foregår den 24. marts 2020 på Aarhus teater. 

Det er gratis at deltage, men med et gebyr på 500 kroner ved udeblivelse.

Læs mere om projektet Kultur på Recept her