xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ny vejledning om sikkerhedsvurderinger ved brug af strålekilder

Sundhedsstyrelsen sender en ny vejledning om sikkerhedsvurderinger i høring. En sikkerhedsvurdering er en vurdering af alle aspekter af en virksomheds brug af strålekilder, som er relevante for sikkerhed og strålebeskyttelse.

03 FEB 2020

En sikkerhedsvurdering samler alle sikkerhedsrelevante data i ét dokument. Virksomheden og Sundhedsstyrelsen får dermed et samlet overblik, som underbygger sikkerheden og letter sagsgangen mellem virksomheden og Sundhedsstyrelsen.

”Det har altid været et krav til virksomheder om, at de skal dokumenterer strålebeskyttelsen for Sundhedsstyrelsen, for at de kan få og opretholde tilladelse til brug af strålekilder. Tidligere har virksomhederne sendt enkeltstående dokumentation i et sagsforløb. Nu samles dokumentationen i én sikkerhedsvurdering, som er et godt redskab til at strukturere den dokumentation, som virksomheder, der bruger strålekilder, under alle omstændigheder skal levere til Sundhedsstyrelsen,” siger Mette Øhlenschlæger, der er enhedschef i Strålebeskyttelse i Sundhedsstyrelsen.

Vejledningen henvender sig til alle, der bruger strålekilder i et omfang, der kræver tilladelse. Vejledningen er ikke relevant ved brug af strålekilder, der kræver underretning – f.eks. små røntgenoptagelser af tænder på tandklinikker (intraoral dentalrøntgen) eller brug af skolekilder i undervisning.

Formålet med sikkerhedsvurderingen er at sikre, at strålebeskyttelsen er så optimal som muligt, og at virksomheden overholder alle relevante krav til sikkerhed og strålebeskyttelse – både ved normal drift og ved forventelige uheld.  Vejledningen indeholder Sundhedsstyrelsens anvisninger til, hvordan sikkerhedsvurderingen kan udformes, så den lever op til reglerne på området.

Vejledningen er i høring indtil fredag den 27. februar 2020.

Læs vejledningen på høringsportalen