xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Forebyggelse af smitte med COVID-19 og brug af værnemidler i sundheds-, social- og ældresektoren

Sundhedsstyrelsen har samlet vejledningen for brug af værnemidler og forebyggelse af smittespredning af COVID-19 i en fælles retningslinje for hele sundheds, social- og ældreområdet.

08 APR 2020

Retningslinjen giver svar på bekymringer og henvendelser fra medarbejdere i sundheds- og ældresektoren om brugen og adgangen til værnemidler. Den indeholder fortsat generelle anbefalinger om, hvordan man forebygger smittespredning af COVID-19, og den giver konkrete eksempler på, hvornår man skal bruge værnemidler.

Retningslinjen præciserer, at værnemidler ikke rutinemæssigt skal anvendes ved håndtering af patienter eller borgere, men at der kan opstå situationer, hvor man kan vælge at gøre det ud fra et forsigtighedsprincip.

”Det er vigtigt at understrege, at håndhygiejne, rengøring og det at holde afstand er de vigtigste midler til at forebygge smitte. Værnemidler skal naturligvis anvendes, især når man har tæt kontakt med patienter eller borgere med symptomer på eller mistanke om COVID-19. Men masker og handsker forebygger ikke smitte i sig selv. Det kan tværtimod give en falsk tryghed, så man glemmer grundig håndhygiejne,” fortæller Mads Biering la Cour, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Den normale praksis for, hvornår man skal bruge værnemidler, skal selvfølgelig stadig følges. Fx skal der bruges handsker ved hjælp til personlig hygiejne, sårrensning og skift af forbindinger.

”Der er et forståeligt stort fokus på værnemidler. Både på, hvordan man beskytter patienten eller borgeren og sig selv, samt på hvordan man undgår at tage smitte hjem til familie og andre nære kontakter. I en tid, hvor vi ser, at sundhedsfagligt personale bliver smittet, er det endnu vigtigere, at der er klare retningslinjer for brugen af værnemidler i hverdagen. Derfor har vi opdateret retningslinjen i tråd med Statens Serum Instituts nyeste anbefalinger,” fortæller Mads Biering la Cour.

Retningslinjerne bygger på anbefalinger fra Statens Serum Institut om brug af værnemidler i den aktuelle situation med COVID-19. Anbefalingerne har fokus på, hvordan værnemidler bruges mest hensigtsmæssigt, fx ses der på, hvordan man kan forlænge brug og genanvendelse af værnemidler uden at gå på kompromis med sikkerheden.

Sundhedsstyrelsen: Håndtering af COVID-19: Retningslinjer for brug af værnemidler

Statens Serum Institut: Infektionshygiejniske retningslinjer for COVID-19