Gå til hovedindhold

Intro til helhedspleje

Med ældreloven tilbydes de borgere, der har behov, ikke længere ældrepleje i form af enkeltydelser, men som et sammenhængende og rummeligt pleje- og omsorgsforløb. Forløbet betegnes som helhedspleje og kan løbende justeres i dialog med borgeren og evt. pårørende i takt med, at borgerens behov ændrer sig.

Helhedspleje er en vigtig del af ældreloven og af hverdagen i ældreplejen. Det handler om at give pleje og hjælp, der tager udgangspunkt i borgerens samlede behov, ønsker og livssituation.

Helhedsplejen består af:

  • Personlig pleje

  • Praktisk hjælp

  • Genoptræning, når sygdom har svækket funktionsevnen, uden at det er sket i forbindelse med en sygehusindlæggelse.

Helhedsplejen skal gives med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte. Det betyder, at I så vidt muligt skal hjælpe borgeren med at forbedre funktionsniveauet, og hvis det ikke er muligt, skal jeres hjælp sigte mod at bevare det nuværende funktionsniveau og undgå forværring.

Sæt borgeren i centrum

Helhedspleje er relevant for borgere i ældreplejen, som har behov for pleje og hjælp på grund af nedsat fysisk, psykisk eller social funktionsevne.

Det betyder, at hjælpen skal ses som et sammenhængende forløb frem for enkeltstående ydelser. Personcentreret omsorg understøtter dette perspektiv, fordi det handler om at se borgeren som et helt menneske med egne vaner, relationer, ressourcer og ønsker.

For at hjælpen kan hænge sammen i borgerens hverdag, er det vigtigt, at I samarbejder på tværs af fagligheder tæt på borgeren. Det kan skabe mere kontinuitet, større tryghed og en pleje og omsorg, der giver mening i hverdagen.

I arbejdet med helhedspleje er det derfor vigtigt at have fokus på:

  • Borgerens ret til selvbestemmelse og indflydelse

  • Tværfagligt samarbejde

  • Kontinuitet i indsatsen

  • Fleksibel tilpasning af hjælpen